Forældrene der blev væk af Thomas Knuth-Winterfeldt

Med udgangspunkt i at der kom en isolation under corona epidemien, så er der alligevel et godt stykke vej til den handling, som vi bliver vidne til i dette værk.

Her er vi i en verden hvor det er robotter der tager sig af de unge, børn og hvor der ikke rigtig er noget tilbage som indeholder følelser. Og de følelser som der måtte være, må de unge og børnene selv forholde sig til. Kan man virkelig klamre sig til en robot når det hele er svært og man ikke rigtig har andet end et savn tilbage?

Værket her viser os hvad der kan ske hvis verden bliver som nogen tror. At når robotterne overtager så er det den kunstige intelligens og alt det uvirkelige som får styringen. Menneskene bliver reduceret til at være til stede men med meget lidt indhold i deres tilværelse. Det er dystert, svært at tage helt seriøst men også virkelig skræmmende. Og kigger man på den tendens der er i samfundet hvor alt skal foregå på en pc, tlf eller anden skærm, så er der noget meget ensomt over det hele. Og det slår også kraftigt igennem i værket her.

At det samtidig er uden tekst, og derfor ren billeder og illustrationer, gør det hele mere sigende. For hvad har vi egentlig at tale om hvis der alligevel ikke skal være reel kommunikation i sidste ende? Og hvordan kan man tro at menneske racen har styr på noget som helst, når manges udgangspunkt blot er at følge med strømmen?

Et skræmmende og svært værk at “læse”. Det efterlader et kæmpe indtryk og jeg vil faktisk mene at det ikke er alle der bør stifte bekendtskab med værket. Forstås på den måde, at har man depressive eller angst tendenser og lidelser tæt på sig, vil det kunne medføre en reaktion og det er ikke nødvendigvis godt. Men kan man med en lettere og ovenikøbet ironisk afstandstagen bladre sig igennem, så vil man få noget at tænke over og måske endda blive mindet om at vi som mennesker har brug for hinanden og ikke for maskiner.

Anmeldereksemplar.

Lån bogen på biblioteket