Næsvisheder frabedes af Michael Pedersen

Fortælleren i Michael Pedersens lille bog er en cirka 50-årig mand, der besøger sin demente far på plejehjemmet. Forholdet mellem de to har alle dage været anstrengt, men sygdommen har slebet den forvirrede gamlings kanter af, så han nu formår  både at le med og rose sin søn. Til gengæld ender forsøg på samtale snarere som forskudte monologer mellem to personer, for demensen har for længst slettet al rationel tænkning. Hvis man selv har haft omgang med en dement er mønstret let genkendeligt. Det må man nærmest antage at forfatteren har, men der kan ikke sættes lighedstegn mellem Michael Pedersen og hans fortæller, da der er knap ti års aldersforskel imellem dem.

Det er tragisk, det er tilnærmelsesvist komisk, hvis ikke det er fordi demensen ligger sig som en kvælende dyne over tableauet. Ikke kun den demente er i forfald, fortælleren selv mærker hvordan hans egen person minder mere og mere om faderens, både med og uden demens. Her burde hele humlen vel så ligge, men kortromanen efterlader ikke noget varigt indtryk. Efter læsning er den glemt, – man kunne næsten frygte selv at være ramt af mild demens.

En ting undrer, for hvorfor ikke kalde en skovl for en skovl og en spade for en spade? Jeg mener, hvad er det der gør bogen her til en kortroman, og ikke en novelle?

Lån bogen på biblioteket