Pesten af Albert Camus

Det er en smule morbidt at sige, at en bog der fortæller om en bys månedlange pestsvøbe, er dejlig. Men ikke desto mindre er det på sin plads – naturligvis fordi de mennesker der skildres er dejlige, i al deres stilfærdighed.
Pesten kommer til byen Oran et forår, varslet med dynger af døde rotter, der kommer op fra undergrunden for at spytte blod og dø i gaderne. Inden historien om de døde rotter har mistet nyhedens interesse, er også det første menneske bukket under, og administrationen i byen må tage sine forholdsregler, belejret af fjenden som den nu er. Byen bliver spærret for omverden, indtil pesten er ovre. Doktor Rieux gør en læges pligt, men pesten er en umulig fjende at kæmpe imod, en fjende der bestandigt bliver mere grådig, og kræver stadig større ofre, alene ved sin tilstedeværelse i folks bevidsthed.

“Pesten” er fascinerende fortælling, selvom dens emne egentligt burde gøre den medrivende eller oprørende. Men fordi den er fortalt ud fra alle menneskers synspunkt, ud fra en sikker viden om at lidelsen overordnet berører alle, bliver den snarere et studie i det menneskelige sind, end en hidsende katastrofefortælling, komplet med hjerte og smerte. Dog uden at det koster på indlevelseskontoen, eftersom de personer vi får lov at lære bedre at kende er tilpas menneskelige til at man vil følges med dem.

Lån bogen på Bibliotek.dk – der findes en nyere udgave her fra 2012.