Verdensfortællerne af Dan Mygind

For dem der, som jeg, var fascineret af universet i de tre film der udgjorde Matrix-trilogien, vil “Verdensfortællerne” sikkert falde i god jord. Forfatteren sætter spørgsmålstegn ved virkeligheden som vi kender den, og vender op og ned på alting i en sådan grad, at jeg som læser sidder lettere rundtosset tilbage efter at sidste side er vendt. På bogens bagside står der: “Din virkelighed vil ikke længere være den samme efter denne roman.” Det er måske at oversælge bogen en anelse, for den ændrer ikke ved min virkelighed, den stiller bare en række interessante spørgsmål om hvad der danner vores virkelighed og vores opfattelse af den.

“Verdensfortællerne” er en science fiction roman, og foregår som den slags oftest gør, et stykke ude i fremtiden. Ikke langt ude i fremtiden, men noget der ligner 15-20 år. Her er teknologi der i dag er på forsøgsstadiet, en hel naturlig del af hverdagen. Heldigvis går forfatteren ikke teknologi-amok, men bevarer fokus på historien fremfor teknologien. Og hvad handler “Verdensfortællerne” så om? Jeg er faktisk ikke helt sikker, og sidder lidt med samme øh..? fornemmelse, som da jeg havde set “The Matrix” første gang. Der er så mange lag i den, og da forfatteren skøjter rundt imellem dem, så jeg som læser aldrig helt ved hvor jeg er, eller hvad der foregår, tager det tid for historien at synke ind.

Historien er god og nogenlunde velskrevet, men jeg kunne ønske at der var brugt mere tid på at fortælle hvad plottet egentlig går ud på. Det afsløres i nogen grad på bogens sidste sider, men indtil da, var det primært forvirring der herskede under læsningen. Mit bud er, at det er fortællingen – bredt forstået – der danner og i nogen grad definerer den virkelighed vi befinder os i. Vi påvirkes af fortællinger, og lader dem danne basis for vores virkelighedsopfattelse. En påstand der vel giver god mening, når vi ser hvordan nyheder om verden, dens ledelse, politik, krige m.m. præsenteres. Det er den fortælling vi her præsenteres for, der definerer hvordan vi opfatter virkeligheden. Forfatteren trækker den lidt længere ud, og opererer med et særligt folkefærd, “Verdensfortællerne”, der er ansvarlige for at vi hver især får den opfattelse af virkeligheden, som tjener… Ja, hvem den tjener, finder vi aldrig ud af, og bogen bliver derfor ret diffus i sit budskab.

Forfatteren har boet i England i en del år, og det bærer bogens sprog kraftigt præg af. Flere gange ligger den engelske ordlyd lige under den danske tekst, og skygger nærmest for den. Ofte bliver det samme ord eller den samme vending gentaget både tre og fire gange i samme sætning, og læseoplevelsen bliver aldrig optimal. Det glider ikke rigtigt. Jeg skal ikke kunne sige om der har været en redaktør ind over eller ej, men hvis der har, er det desvære ikke at se på det færdige resultat.

Nu skal fortællingen lige have lov at sætte sig, og så tror jeg at “Verdensfortællerne” er en af den slags bøger der vinder ved at blive genlæst flere gange.

Lån bogen på Bibliotek.dk