0 kommentarer

Vaniljehuset af Mich Vraa

af d. 30. juni 2020
Info
 
Sideantal

448

Udgivet

2020

ISBN

978 87 11 55612 2

Udgave

1. udgave

 

Efter sin roste trilogi om slavetiden på de vestindiske øer vender forfatteren Mich Vraa for en stund tilbage til gamle Danmark. I den nye historiske roman ”Vaniljehuset” dramatiserer Vraa sin egen slægts historie i 1800-tallet og starten af 1900-tallet i Odense.

Dusinius Markus Dick fødes som tolvte barn i en fattig skomagerfamilie. Han er en stræbsom knægt, som hurtigt indser, at der er flere penge i handel med varer end i manuelt arbejde. Som 9-årig køber han en kasse vaniljestænger, pakker den i mindre partier og tjener snart mere end sin far, skomagermesteren.

Dusinius’ barndom er fyldt med maleriske episoder. Bogstaveligt talt, for i nogle dage er han i lære som maler og må slæbe tunge poser med lagerøl til den ondskabsfulde svend, der sover mere end han maler.

Først og sidst præges Dusinius’ tidlige år dog af klædehandler Langer og hans førstemand Martens, der begge ser potentialet i den fiffige knægt og hjælper ham med at komme fri af hjemmets snærende bånd.

Historien om Dusinius Dicks rejse fra fattigdom til storhed er både medrivende og arketypisk. Vraa skaber levende billeder i læserens hoved, når han opridser handelsfirmaet Vaniljehusets sortiment, der foruden krydderier består af ”mange slags essenser og farvestoffer, sojasauce og engelsk sauce, bagepulver og hårolier og parfumer, skosværte, fernis, blegevand og blæk.”

Dusinius knokler og bliver rigere og rigere, men er ikke blind for, at ægteskabet med den kønne Jonna udvikler sig som hans forretning. Det startede med ”eksotiske, duftende varer”, men omfatter nu ”mere prosaiske produkter som for eksempel det stinkende, klorholdige blegevand.”

I tilbageblik må Dusinius spørge sig selv, hvorvidt barndommens drøm om velstand nu også var den rigtige drøm. Og om drømmen blev indfriet på de rigtige præmisser. Gennem sin misliebige bror Valde gør han under Første Verdenskrig forretninger med Hamburg-Larsen, en storfisende gullaschbaron, der blander det mest utrolige kød i sin gullasch og sælger det i dyre domme til tyskerne.

Havde forfatteren holdt sig til eventyret om Dusinius Dick og hans meritter op til 1929, ville ”Vaniljehuset” havde været en ualmindeligt vellykket roman. Men ak, Vraa skaber sideløbende en fortænkt historie om hustruen Jonna.  For tænk nu, hvis en af hendes forfædre havde været en af Napoleons spanske soldater, der i 1808 hjalp os i krigen mod englænderne. Og tænk, hvis Dusinius ved et tilfælde fandt en knap, som denne spaniol tabte 8 årtier før; en knap, som bliver Dusinus’ lykkeamulet…

Lån bogen på biblioteket

 

Bedømmelse
Karakter