0 kommentarer

Ung mand med pistol af Elmore Leonard

af d. 19. maj 2008
Info
 
Forlag
Genre
Sideantal

268

Udgivet

2008

ISBN

978-87-7955-487-0

Originaltitel

The hot kid

 

Romanen foregår i forbudstidens USA i 1920`erne og 30`erne, og den altoverskyggende helt Carl Webster er den unge dreng, der en dag i en forretning står og spiser en is, da den berømte bankrøver Emmett Long kommer ind og røver forretningen. Episoden der udspiller sig her kommer til at påvirke Carls liv og levned.
Da han som halvvoksen bliver U.S marshall bliver han hurtigt kendt som den hårdeste og mest koldblodige lovmand, der nogensinde har trukket en pistol. En status, der cementeres da han ret tidligt i karrieren skyder og dræber samme Emmett Long.

Helten Carl Webster har sans for “at sælge varen”, han sørger flere gange for, at der er en god portion vidner, inden han udtaler ordene: “Hvis jeg bliver nødsaget til at trække mit våben, så skyder jeg for at dræbe.”
Og naturligvis er der flere bankrøvere og andre banditter, der tager chancen. Men Carl Webster holder ord. Men hvor der er en helt er der også en skurk.

I samme periode er den unge Jack Belmont – en helt igennem skidt knægt og uduelig søn af en oliemillionær – på vej ud i verden med den ambition, at blive samfundets fjende nr.1
En status man som læser synes han har fortjent flere gange gennem historien, men som han egentlig først rigtig får, da han skyder en uskyldig kvinde to gange i brystet og stjæler hendes bil.

Carl Webster og Jack Belmonts veje krydses flere gange, men da han skyder kvinden er det uundgåeligt, at deres veje må krydses for sidste gang.

Er man til krimier med en masse godt skrevet action, smukke kvinder og hvor plottet ikke er det altafgørende, men fokus mere er lagt på den gode fortælling fra dengang, hvor mænd var mænd og bøsser var noget man skød med, så kan man roligt kaste sig over “Ung mand med pistol” af Elmore Leonard.

Den er meget underholdende.

Lån bogen på bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter