Udsendingen af Yoko Tawada

“De voksne kan sagtens leve, selvom børnene dør, men hvis de voksne dør, kan børnene ikke leve,” nærmest sang Mumei, og Yoshiro blev stille. Hver gang han spekulerede over, hvordan Mumei ville klare sig, når han selv var død, var det som at støde hovedet mod en mur. Tiden efter hans egen død eksisterede ikke længere. Som en af de gamle med en krop, der ikke længere kunne dø, måtte han bære den forfærdelige byrde at være vidne til sit eget oldebarns død.

“Udsendingen” er en poetisk-dystopisk fremtidsvision for et Japan, der har været ramt af en forfærdelig menneskeskabt katastrofe. Børnene er blevet syge og svagelige, deres lemmer er bløde, håret gråner i 15-årsalderen. Til gengæld er de over 100-årige oldeforældre stærke og vel nærmest udødelige. Hvad der er blevet af forældre- og bedsteforældregenerationen melder historien ikke noget om.

Ud over katastrofen, der har resulteret i sygdom og misvækst, har Japan undergået drastiske, politiske forandringer. Man har afbrudt alle forbindelser med udlandet; udenlandske ord og produkter er forbudte; det samme er biler og fly. På en måde er Den Opgående Sols Rige degenereret til et før-industrielt samfund, hvor bytteøkonomien igen er fremherskende.

Yoshiro kæmper en brav kamp for at skaffe næringsrig kost og passende klæder til sit svage, smerteramte oldebarn Mumei. Pudsigt nok er det Yoshiro, der er trist og bekymret. Mumei er munter og affinder sig uden at klage over sin skæbne; han har jo aldrig kendt til andet.

En lærer på Mumeis skole ser et særligt lys i ham. Måske er Mumei den rette at udpege som Udsending til en rejse til Chennai i Indien, hvor man vil studere de syge børn nærmere og prøve at hjælpe dem til en tålelig fremtid…?

Der sker ikke meget i “Udsendingen”, men som læser gribes man af de særlige relationer, der findes mellem generationerne i Japan. De gamle ansvarlige, de unge ubekymrede. Efter sigende er bogen den kendte forfatter Yoko Tawadas ironisk-advarende kommentar til de menneskeskabte forureningskatastrofer, som har ramt hele verden; i Japan især i forbindelse med det kolossale atomudslip i Fukushima.

Som (næsten) altid, når det drejer sig om ny, japansk litteratur, har Mette Holm oversat. Den kvinde må være noget nær geni, for selv de indforståede jokes, der går på det japanske sprog og skrifttegnenes mærkværdigheder bliver let læste og morsomme. Må du blive en gammel-gammel oversætter og fortsætte med vanlig energi og talent, Mette-sensei.

Lån bogen på biblioteket