Til rette vedkommende af Klaus Rifbjerg

Da Klaus Rifbjerg døde i 2015 var det en litterær kæmpe, der faldt og en forfatter, hvis værker påvirkede og inspirerede mange yngre forfattere.

De fleste af os har givetvis stiftet bekendtskab med generationsromanen ”Den kroniske uskyld” i enten folkeskolen eller gymnasiet, det er vist lidt af et mirakel, hvis man er under 45 og ikke har stiftet bekendtskab med denne fine og toneangivende roman.

Rifbjerg var en særdeles produktiv forfatter, der vidste at flere af de manuskripter han afleverede til forlaget, ville udkomme efter hans død. En af de bøger, der er udkommet posthumt er meget passende erindringsbogen ”Til rette vedkommende”, hvori Rifbjerg beretter om sin barndom, ungdom, studietid, familielivet og livet som forfatter, herunder forholdet til andre forfattere og anmeldere.

Bogen er for så vidt logisk opbygget, idet Rifbjerg starter bogen med at fortælle om sin tidlige barndom, herunder relationen mellem forældrene, der var præget af moderens snobberi og følen sig bedre end naboerne og faderens tendens til at interessere sig for haven når han ville have lidt tid for sig selv.

Barndommen var harmonisk og tryg, men det var først i gymnasieårene og studieårene (bl.a. på Princeton), at det gik op for Rifbjerg, at han var kunstner og at han skulle leve af at skrive.

Allerede i gymnasieårene møder han andre kommende forfattere som f.eks. Villy Sørensen, og som ung mand bliver grundlaget lagt for det trods alt tilfredsstillende liv man fornemmer, at Rifbjerg levede med kone og børn og en karriere han godt kunne være stolt af.

Med ”Til rette vedkommende” har Rifbjerg skrevet en sansemættet bog, hvor stemninger, lyde og dufte fremmanes så man som læser bliver sat tilbage til sin egen barndom. I flere af scenerne blev jeg sat tilbage til min egen barndom, hvor jeg kunne fornemme stemningen og duftene på en varm sommerdag, når min far slog græs og duften af det nyklippede græs nåede mine næsebor og man var ganske tryg og alt var i sin skønneste orden.

Det er længe siden jeg har læst en bog, der har sat stemninger op på så overbevisende en måde som ”Til rette vedkommende”, Rifbjerg skriver usentimentalt og overbevisende om sit lange liv og uddeler samtidigt verbale øretæver ud til bl.a. den politiske højrefløj i Danmark og til de danskere, der stemmer på Dansk Folkeparti. Han kunne provokere, Rifbjerg, han kunne være nådesløs, men han gjorde det overbevisende.

”Til rette vedkommende” er en meget fin og overbevisende erindringsbog, jeg blev næsten blæst omkuld af bogen, så god synes jeg den er.

Det bliver en varm og inderlig anbefaling herfra, læs bogen, læs den gerne højt og bliv indfanget af stemningen, skrivestilen og det solide håndværk, der lægges for dagen.

Lån bogen på biblioteket