Tidens støj af Julian Barnes

I starten ved vi ikke, hvem han er. Den anonyme mand præsenteres bare som én, der med sin kuffert venter på en mørk trappe, mens han febrilsk ryger cigaretter og farer sammen, hver gang han hører elevatoren. Han kunne være hvem som helst; hans nervøsitet kunne være vores alle sammens.

Og det er måske Julian Barnes’ pointe: For bag sit musikalske geni er den verdensberømte, russiske komponist Sjostakovitsj – ja, ham er det – bare et ganske almindeligt menneske. Oven i købet et særdeles frygtsomt et af slagsen. En kujon, mener han selv.

Året er 1936, Stalins terror har nået nye paranoide højder, Sjostakovitsj er faldet i unåde og venter på at blive hentet af det hemmelige politi. Stalin bryder sig nemlig ikke om komponistens symfoni ”Lady Macbeth fra Mtsensk”, og diktatorens mishag munder ganske ofte ud i et nakkeskud uden appelmulighed.

Den 30-årige fejrede komponiststjerne venter fuldt påklædt på trappen, fordi han ikke vil overraskes foran familie og naboer i sin pyjamas. Han prøver at besnakke sig selv til, at det er et udtryk for mod at skåne familien for det brutale postyr. Men inderst inde ved han godt, at han bare en bangebuks.

Julian Barnes – som altid ufatteligt velskrivende, inderligt menneskelig, dybt interessant – har skrevet en slags biografi om Sjostakovitsj; baseret på bunker af autentisk materiale, men her udformet som en slags autobiografi skrevet i tredjeperson, hvor vi følger komponistens tanker om begivenheder og (mange kendte) personer. Det opleves både stærkt og ægte.

I anden del af bogen er Sjostakovitsj et noget modvilligt medlem af den sovjetrussiske delegation ved en kulturvidenskabelig kongres i New York. Han får påtvunget en tale, han skal holde, og opdager bestyrtet, at han står og kritiserer sin store helt, Stravinskij, der nu bor i USA. Han er blevet regimets nyttige idiot.

Tredje del foregår under Krustjov, hvor frygten for pludselig død er afløst af en kvælende omklamring. Planteæderne har efterfulgt kødæderne. Sjostakovitsj er behængt med ordener og lever i et forgyldt bur med alle privilegier undtagen tankens frihed.

Han har levet for længe, erkender han; det store geni, den evige kujon. Han giver op, bøjer sig for Magtens pres, lader sig hverve som partimedlem og formand for den komponistforening, der i gamle dage svigtede ham så groft. Beklemt, men ikke overrasket ser han sig som forfatter til artikler, han ikke har skrevet, og som medunderskriver på fordømmelser af Solsjenitsyn og Sakharov, som han begge beundrer.

Derouten er total. Tilbage har han blot håbet om, at musikken i fremtiden bliver adskilt fra personen; kunsten fra kujonen. Thi: “Kunsten er historiens hvisken, som høres over tidens støj.”

Lån bogen på bibliotek.dk