Sommerfugl af Maria Helleberg

Et stort stof har fundet sin forfatter, lyder en af de mere fortærskede anmelderklicheer, ganske ofte om historiske dramaer som Maria Hellebergs nye murstensroman ”Sommerfugl”. Her er en let omskrivning nødvendig: Stort stof overmander sin forfatter.

Bogen omfatter en af de mest begivenhedsrige epoker i nordisk historie – 1495 til 1538 – hvor den blodige norske og svenske frigørelseskamp fra dansk overherredømme og den lutherske reformation skaber en helt ny samfundsorden. Med udgangspunkt i en norsk slægt prøver Helleberg at dække de væsentligste begivenheder, og det bliver for meget.

Groft sagt består bogen af to dele: Den private fortælling om Norges rigeste kvinde, Ingerd, hendes ældre mand Nils, deres fem døtre og familiens venner, alliancer og mesalliancer. Samt den historiske del, der søger at favne den royale, religiøse og politiske udvikling i Norden i et lille halvt århundrede.

Ikke for ingenting kaldes Helleberg dronningen af det historiske drama: Tyngden i handlingen ligger på først Ingerds tre kærlighedsforhold, siden hendes fem døtres. Side op og side ned følger vi kvinder og mænd, der med dyre ord erklærer hinanden deres ubrydelige kærlighed, mens de hvisker følelsesladet og græder, græder, græder. Aldrig har så mange mennesker grædt så meget på så mange sider!

Kvinderne er smukke og højbarmede, med små fine hænder og fødder, mens mændene er flotte, muskuløse med hvide tænder og store hænder. Kvinderne er kloge og koldsindige, mændene i deres ambitioners vold. Tal lige om klicheer og stereotyper.

Det historiske sidespor må nødvendigvis blive mere summarisk og springende. Vi præsenteres for myriader af norske, svenske og danske navne og steder, der næppe siger den gennemsnitlige læser en dyt. Christian II er nok den person, vi danskere kender bedst: Hans kroning fejes af med en sidebemærkning, og Det Stockholmske Blodbad, hvor den brutale konge gjorde en stor del af Sveriges adel et hoved kortere, får blot 1 side. Til gengæld breder en biskop Sunnanväders skæbne sig over hele 8 sider. Mystisk prioritering.

At handlingen bygger på virkelige begivenheder gør den desværre ikke mere nærværende. Snarere virker det, som om Helleberg er hæmmet af hele tiden at skulle forholde sig til konkrete historiske begivenheder i stedet for blot af ud- og afvikle sin egen historie.

Det kolossale stof betyder, at Helleberg i flere passager har måttet springe over nogle lavtliggende gærder i stedet for at gennemskrive teksten. En af de elskede døtre dør i barselssengen, men få sætninger længere ned ad siden er hun fuldkommen glemt. Der er også rod i årstallene, især omkring Christian II’s frille, Dyveke, som i 1517 både er 26, 27 og 30 år og har kendt Ingerd i henholdsvis 10 og 13 år.

Ros for at ramme den arkaiske tone fint. Og ros for at præsentere os for en vanvittigt spændende periode. Helleberg skal varmt anbefales at skele til britiske Hilary Mantel, som skriver fremragende historiske romaner om det engelske kongehus og adel i samme periode.

Lån bogen på Bibliotek.dk