0 kommentarer

Slørede sandheder af Linwood Barclay

af d. 4. marts 2023
Info
 
Forlag
Genre
Omslag
Sideantal

445

Udgivet

2018

ISBN

9788742600276

Originaltitel

Far From True - oversat af Marielle Nielsen Hansen

Udgave

1. udgave

 

En amerikansk blockbuster-film tilbage fra 1989 hed “Sex, løgn og video” – og den titel kunne helt gnidningsløst have været genbrugt som alternativ til “Slørede sandheder”, bind 2 i den canadiske krimiforfatter Linwood Barclays kalejdoskopiske Promise Falls-trilogi.

I dette bind er omdrejningspunktet en serie sexorgier, der er foregået i et hemmeligt rum i kælderen under en velhavende eksrockers luksusvilla. De fleste af aktiviteterne har skam været frivillige, men et par gange har de lystne par forgrebet sig på unge piger, som uafvidende har været påvirket af Noler (Rohypnoler).

Og så har vi jo balladen. En af de unge piger bliver efterfølgende myrdet, i øvrigt på samme måde som en gift kvinde i trilogiens bind 1, “Begravede hemmeligheder”.

Persongalleriet og historierne fra bind 1 fortsætter her i “Slørede sandheder”, men til overflod tilføjer Barclay en ny hovedperson, privatdetektiven Cal, og en ny heltinde, eksrockerens datter Lucy samt dennes lettere autistiske datter, der er sindssygt god til at tegne.

Igen er personerne mere interessante end de utallige handlingstråde, men efterhånden er der for mange af dem (personer) til, at man virkelig kan engagere sig i alle sammen. Vi taler om 2-3 mandlige hovedpersoner, 2 uheldsramte heltinder med hver deres problembarn samt myriader af bipersoner, herunder mange forskellige gerningsmænd (m/k) til syndfloden af vidt forskellige forbrydelser.

I bind 3, “De 23”, skal det blive (moderat) spændende at finde ud af, hvad alle ugerningerne, der bærer signaturen 23, handler om (selv om den opvakte læser efterhånden har en mistanke). Vi mangler også at finde gerningsmanden (og motivet) til de nu 3 bestialske mord, hvor kvinder sprættes op i en slags smil hen over maven. Og måske får vi endda at vide, hvem der sprængte drive in-biffens lærred i luften, så blandt andet eksrockeren og en mystisk kvinde blev begravet i hans fine vintage-Jaguar.

Advarsel: De tre bind i Promise Falls-serien skal læses i rigtig rækkefølge og er bestemt ikke fritstående bøger. Det er ikke stor kunst, men rigeligt underholdende til at slå tiden ihjel et par uger.

Lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter