0 kommentarer

Selv stilhed hører op : mine seks år som gidsel af Ingrid Betancourt

af d. 8. august 2011
Info
 
Sideantal

623

Udgivet

2011

ISBN

978-87-12-04631-8

Originaltitel

Même le silence a une fin

 

Ingrid Betancourt blev i februar 2002 taget som gidsel af FARC, og holdt i fangenskab i den colombianske jungle til hun i juli 2008 blev befriet.
Bogen er skrevet som en slags dagbog over de 6½ år i fangenskab. Daglig tortur og ydmygelser, som når fangerne lænkes med jernlænker om halsen, hånes af fangevogterne eller isoleres og forbydes at tale sammen beskrives, så man næsten kan mærke smerten. De udsættes for hårde fysiske strabadser, gruppen må gå i dage og uger gennem junglen for at flytte lejr, gennemblødte og med oppakning på ryggen. Flere af fangerne bliver syge, men nægtes lægebehandling, eller får den meget sent i forløbet.

Ingrid overlever ved at holde fast i sin identitet, hun nægter at lade sig rive med af de indbyrdes kampe og gnidninger mellem fangerne. Stærke venskaber knyttes, men der er også misundelse og had og man ved ikke altid hvem man kan stole på. Samtalerne med Lucho og Marc er noget hun ser frem til og har svært ved at undvære. Hun reflekterer over livet og prøver at vende alting til noget positivt. Flere gange forsøger hun at flygte, og selv om man som læser ved, at hun først bliver befriet i 2008, følger man alligevel spændt flugtforsøgene og håber hver gang, at det lykkes.

Glæden og overraskelsen, når en medfange uventet viser venlighed og hjælpsomhed, er stor. En lille radio, hvor hun regelmæssigt hører sin mor tale til sig, betyder alt: den er hendes livline til omverdenen, til livet udenfor junglen.
Man får indtryk af en stærk kvinde, der med sine nære familiebånd har fået en god ballast med sig i livet. Hun er god til at iagttage og drage nytte af sine observationer. En stolt og modig kvinde, der forbliver tro mod sig selv og sine idealer, og nægter at give op – hvor andre ville være bukket under, tager hun kampen op.

Det er absolut en bog, der er værd at læse. En intens fortælling, meget rørende og meget barsk. Man ved lige fra starten, at hun slipper fri af fangenskabet, og det gør det nok lidt mere tåleligt at læse om alle de hårde oplevelser hun må stå igennem. Bogen slutter ved hendes befrielse. Jeg ville gerne have haft den var fortsat – jeg føler næsten jeg er kommet til at kende hende, og ville gerne have hørt, hvordan hun har klaret at vende tilbage til civilisationen, hvordan det er gået hende.

Lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter