458
2011
978-87-02-11412-6
Julie er lykkelig forlovet med Casper, og børn og bryllup venter forude. Eller det troede Julie i hvert fald. En dag finder hun dog en post-it seddel fra Casper, der pludselig er rejst 6 måneder til Indien for “at finde sig selv”. Julie er først meget knust, men hun ræsonnerer sig hurtigt frem til, at Casper jo kommer hjem til hende igen, han skal jo bare være helt sikker på det hele. Således opløftet starter Julie de 6 måneder med at tage en lejer ind i den dyre lejlighed. Det er Sune, der har solgt sin lejlighed og sagt jobbet op for at blive fuldtidsforfatter. Han håber nu på at få fred til at skrive sin gennembrudsroman, dog halter det gevaldigt med disciplinen, og hvad skal bogen lige handle om? Julie og Sune lever i starten hvert deres liv i lejligheden, Julie drømmer om Caspers tilbagekomst selvom hendes veninder ikke tror han kommer tilbage. Sune bliver mere og mere desperat for at finde et godt emne til sin roman, og han begynder derfor at udspionere Julie for at finde stof. I starten er det ganske harmløst, men det varer ikke længe før situationen tager overhånd. Og nå ja, pludselig brager kærligheden ned i lejligheden og fletter Julie og Sune godt og grundigt sammen.
“Se på mig” er en herlig roman om kærlighed, drømme og udlevelsen af samme. Historien er velkendt, men så alligevel ikke. Hammann har en masse dejlige krydderier i ærmet, og man keder sig ikke et øjeblik. Man føler med den naive Julie, som bare gerne vil have en familie, hvorfor skal det også være så svært? Sproget er dejligt ligetil og skaber mange gode billeder på nethinden. Mon ikke der kunne blive en premierefilm ud af denne perle?