Pigen i cementblanderen af Svend Åge Madsen
285
2013
9788702140156
Nogle gange får man fat i en bog, der viser sig at være noget helt andet end forventet. “Pigen i cementblanderen” er sådan en bog. Egentlig havde jeg vel bare forventet at skulle læse en bog med en eller anden form for lineært fremadskridende handling, af den slags som de fleste bøger byder på. Det fik jeg så ikke. Det fik jeg faktisk overhovedet ikke. “Pigen i cementblanderen” er uden sammenligning overhovedet, den mest mærkelige fortælling, jeg har læst. Samtidig er den også en af de mest fascinerende.
Fysiske og psykiske love er ikke-eksisterende i bogen. Alt bliver ophævet. Bogen består, som de fleste bøger, af en række kapitler. Hvert kapitel er en selvstændig historie, men på en sådan måde at foregående og kommende kapitler spiller en større eller mindre rolle, og dermed er afhængig af det, der gik forud og det, der kommer senere. Hvordan Svend Åge Madsen har udtænkt romanen, tør jeg ikke gætte på. Slet ikke. Men selv om han ophæver alle gældende regler, og lader personer bytte krop, skrive sammen via ormehuller henover århundreder, og lader videnskabsfolk skabe nedfrosne kopier af andre mennesker, så giver det bare rigtig god mening alligevel. Det er et virkeligt spændende eksperiment, sådan at ophæve alle regler, og se hvad der kommer ud af det. Og det fungerer, fordi alle bogens individuelle historier, griber ind i hinanden og dermed skaber en storslået sammenhæng. Det der umiddelbart virker lettere (for at sige det pænt) vanvittigt, ender ud i et meget storslået tankeeksperiment.
Svend Åge Madsen, en af dansk litteraturs helt store kanoner, slår med “Pigen i cementblanderen” fast, at hans plads som stor kanon, er fuldt ud berettiget. Han forstår at trylle med sproget, så det hele tiden matcher det han skriver om. Nutidigt, når handlingen er nutidig, og Blicher-agtig når handlingen ligger 100 år tilbage. Især kapitlet “Anica og Sophus”, hvor en nutidig person skriver sammen med en person, der levede 100 år tidligere, er fabelagtigt. Dette konstante skift mellem nyt og gammelt, og hvordan det helt perfekt afspejler sig i sproget, er stor kunst. Intet mindre.
“Pigen i cementblanderen” er en af den slags bøger man ikke er færdig med, bare fordi der ikke er flere sider i bogen, for bogen selv rækker ud i virkeligheden og påvirker den. Svend Åge Madsen trykker på nogle knapper, der sætter tanker i gang. Masser af tanker.
