Os to uden sutsko af Hanne Kvist

Som meget stor fan af Hanne Kvists bøger, har jeg læst “Os to (uden sutsko)” flere gange i håb om, at den ville finde ind til mit hjerte. Jeg kan dog ikke komme ud over det faktum, at jeg ikke har lyst til at læse højt fra en billedbog, hvor der står “op i røven”. Det giver simpelthen ikke mening, at mine børn skal lære det udtryk via min oplæsning. Det er også på trods af de fantastiske tegninger, som forfatteren selv står for, at jeg er ekstremt karrig med stjernerne i denne anmeldelse. Men bogen kommer ikke ud over rampen. Ud over irritationsmomentet med banderiet, sidder jeg efter endt læsning tilbage med en følelse af at have læst en eller andens private historie. Endelig virker det utroværdigt, at fortælleren – en lille dreng – er i første person ental. En jeg-fortæller kræver noget refleksion, der ikke finder sted hos små børn, som knap kan huske, hvem de legede med for fem minutter siden.

Det er ellers et fint emne om en lille dreng og hans far, som er alene hjemme mens mor er på hospitalet for at få en lillebror. Når katten er ude, spiller musene på bordet, om man så må sige. De to nusser rundt og hygger sig gevaldigt i hinandens selskab. Titlen “Os to (uden sutsko”) henviser selvfølgelig til, at uden mor omkring, er der ikke længere nogen til at insistere på, at man skal have sutsko på, skælde ud når man bander, og holde øje med om man får “ordentlig” mad. Derfor går der selvfølgelig også pizza i aftensmaden, farens motorcykel bringes ind i køkkenet fra garagen til reparation og vores fortæller, som er den lille dreng, sømmer brædder op overalt i huset. Det frie liv kan dog alligevel ikke holde længslen efter mor helt på afstand.

Ikke en anbefalelsesværdig billedbog. Desværre. Gå ud og invester i Hanne Kvists råskønne billedbog “Lille Nø” i stedet for. Læs evt. anmeldelsen her på Bogrummet.dk.

Lån bogen på bibliotek.dk