Min kone af Karin Heurlin
397
2022
978 87 7339 110 5
1. udgave
“Jeg er blevet så underlig tør og konkret,” sang Gnags engang. Den selvindsigt kunne Michael godt bruge, for han er godt nok en træmand af rang. Meget tør, meget konkret.
Derfor forstår man sagtens, at Michaels kone slæber ham til parterapeut, desværre en meget snakkesalig en af slagsen, der bruger mindst et kvarter af den tildelte time (1.250 kr.) på at tale om sig selv.
For at det ikke skal være løgn begynder konen at græde, og det tager hende “50-75 kroners tid” at blive færdig.
Michael fatter ikke, hvorfor de sidder dér. Går det da ikke meget godt? Næh, Michael er mere optaget af, at han som it-driftschef skal implementere det idiotiske system, CRM-POWER.
Det fortæller han svigerinde Lise, da hun spørger, hvordan han har det, men det var jo ikke det, hun mente. Til gengæld er ingen i tvivl om, hvad Lise mener, da hun sukkersødt roser sin søster for forretten:
“Jeg elsker, når du laver laks med dildcreme. Det er virkelig din signaturret.”
Den bemærkning tager Michaels unavngivne kone ikke nådigt op. Hun er i det hele taget ret utilfreds med mange ting, dog ikke med den evigt surmulende teenagedatter Sofie, som får ubegribeligt lang lunte. I hvert fald begriber Michael det ikke, lige som han ikke begriber, at folk vinterbader fra en bro uden gelænder, endsige at hans spradebasse af en svoger tør køre afdragsfri lån med variabel rente.
Dybest set fatter Michael heller ikke, hvad der sker, da den buttede receptionist Anne-Mette med de store, bløde bryster begynder at bede ham om små tjenester. Det er da meget uskyldigt, ikke sandt? Nå ja, indtil det ikke er så uskyldigt længere, men hvordan var det nu lige, dét skete?
Michaels kone er til gengæld glad for præsten, som Sofie skal konfirmeres af. Han er meget dybsindig: “Præsten sagde, at ensomheden er et godt sted at besøge. Men et trist sted at slå sig ned.”
Men hvad så, når man føler sig ensom i sit ægteskab med verdens største træmand?
Med “Min kone” har Karin Heurlin skrevet en fornøjelig, let fordøjelig og noget forudsigelig sædekomedie om familieliv i 2020’erne. Personerne er temmelig karikerede, for Heurlin ser tydeligvis sig selv som klassens sjove pige snarere end som hende med de psykoterapeutiske evner, som alle betror sig til.
Som læser nikker man genkendende og smilende ad de mange barokke situationer i en helt almindelig dansk hverdag, og det er sgu helt befriende med det lette anslag i disse alvorstunge tider. De mange vittige gentagelser og overtydelige karikaturer bliver dog en anelse trættende i længden.
