0 kommentarer

Lyst af Åsa Schwarz

af d. 15. oktober 2017
Info
 
Sideantal

228

Udgivet

2017

ISBN

978-87-93618-06-0

Originaltitel

Lust (oversat af Dorthe Klyvø)

 

Underholdende chick litt thriller som holder, hvad den lover

“Lyst” er historien om Sara. Hun er forfatter, og er netop slået igennem med en kærlighedsroman efter flere forsøg. I den forbindelse bliver hun headhuntet af et større forlag, og hun forelsker sig pladask i sin nye redaktør, Anders.

Forelskelsen bliver benzin til en ny roman, selvom Sara i begyndelsen kun drømmer om Anders. Men langsomt går det op for hende, at han også er interesseret, og en aften efter et hyggeligt møde ender de hjemme i Saras lejlighed.

Sara er lykkelig – indtil det går op for hende, at Anders er gift og har to børn. Nu er det forræderiet, der driver den nye bogs handling, for ved tasterne kan hun få al sin frustration og vrede ud. Men jo længere hun kommer med manuskriptet, desto flere mærkelige sammentræf opdager hun i den virkelige verden.

Åsa Schwarz er et nyt navn i Danmark, men hun er velkendt i hjemlandet Sverige, og er blevet oversat til ikke mindre end 18 sprog. Herhjemme er hun netop udkommet med to bøger: “De 7 nøgler” og “Lyst” på forlaget Hoi.

“Lyst” er en hurtigt læst chick litt thriller, der gør lige det, den skal, nemlig underholder i et par timer uden at kræve det store af sin læser. Det er ikke ment nedladende, for Åsa Schwarz skriver flydende og effektiv med et konstant fremadskridende plot.

Saras historie krydres med en række tilbageblik fra 1940’ernes England. Her har Aleister Crowley (kaldet Udyret) lejet sig ind på en lille engelsk kro, hvor svenske Margareta arbejder. Hvad sammenhængen er mellem de to tråde, skal naturligvis ikke afsløres her, selvom plottet ikke rummer de helt store overraskelser.

Ikke desto mindre var jeg fornøjet under læsningen, og har du brug for lidt kalorielet underholdning, er “Lyst” af Åsa Schwarz et godt bud.

Lån bogen på Bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter