0 kommentarer

Lykkejægere af Kristina Nya Glaffey

af d. 19. september 2014
Info
 
Sideantal

104

Udgivet

2007

ISBN

978-87-02-05941-0

 

Kan man finde lykken i Brasilien og hvad kan man sige om Lars Larsen?

Kristina Nya Glaffey har i sin bog “Lykkejægerne”, som bærer undertitlen “Portrætter” forsøgt at beskrive danskernes tilværelse – både det at være dansker i sit eget land, men også i Brasilien, hvor Jørgen bor. Dette er en novellesamling, dog med undtagelse af den sidste historie om Jørgen. Bogen starter med de 9 små noveller, hvoraf kendte mennesker som Søren Ryge, Prins Henrik, Anja Andersen og Lars Larsen også nævnes. Dette er et citat fra novellen “Anja Andersen”:

“Et sted kan vi alligevel alle sammen godt lide hende, om det så er det barnlige, den udstråling, umiddelbarheden, den naivitet.”

Og det er i og for sig rigtigt – det er måske derfor, at Glaffey vælger en person, som vi alle kender til. Udover de kendte personer nævner hun også ganske almindelige personer, som er i hver deres del af livet, men som alle tænker over hvad der er sket gennem deres liv. “Brasilien”, som er fortællingen om Jørgen, er den længste og på sin vis den mest interessante. Jørgen var aldrig blandt de populære i Danmark, og da han får tilbuddet om arbejde i Brasilien, slår han til med det samme. Alt er anderledes herovre og selvom man måske ikke altid har været glad for det danske samfund, kan man alligevel tillade sig at gå i en dansk forening (man savner det jo alligevel lidt).

Jørgen lever det fede liv og er endda blevet kæreste med Luciana, som han mødte i Rio. En stor del af fortællingen om ham går ud på hvad der er anderledes i Brasilien i forhold til Danmark, hvilket egentlig er lidt komisk, når han er så langt hjemmefra:

“Jørgen havde ledt efter en lejlighed til at invitere Lucianas familie ud i noget tid, så indbydelsen til Fejringen af Dronningens fødselsdag i Nordlyset var egentlig kommet ret belejligt.”

Alt i alt har Glaffey samlet en god pose historier om det danske samfund, og titlen på bogen er passende, i og med alle egentlig er lykkejægere. De prøver at finde deres vej i livet; hvad enten det er i en lejlighed i byen, acceptere at ens søn er flyttet til London eller befinde sig i Brasilien, fordi man er mere populær der end man ville være i Danmark. Det er en kort bog, som nemt kan læses på en eftermiddag og Glaffey er rigtig god til at skrive om forskellige typer af mennesker, så der er altid mindst én, som man kan identificere sig med, når man læser den.

Lån bogen på bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter