Junglebogen af Rudyard Kipling
88
2016
978-87-638-2872-7
The Jungle Book. Oversat af Poul Einer Hansen.
2. udgave, 1. oplag. 2016
Fra bagsiden:
“Rudyard Kiplings elskede, klassiske historier om drengen Mowgli, der vokser op i en ulveflok i junglens dyb. Fra første færd er tigeren Shere Khan hans fjende, mens bjørnen Baloo og panteren Bagheera beskytter ham. De to venner lærer ham alt om Jungleloven og dyrenes liv, men et menneske er og bliver et menneske.”
Alle børn elsker Mowgli. Selv kan jeg kun huske Disney versionen, hvilket nu står frem som en noget anden version, end den der står skrevet i bogen. I hvert fald som jeg husker det. I anledning af at Disney’s nye fortolkning, denne gang som realfilmudgave med biografpremiere i DK 14. april, så er denne bog blevet genudgivet på dansk, og med et skønt omslag. Kun 88 let læste sider og spænding til det sidste, da jeg slet ikke kunne huske andet end Disney´s tegnefilms version fra 1967.
Når man så bliver voksen og læser bogen, ja nærmest i et hug, så opstår der nogle helt andre billeder på den indre skærm af livet i junglen. Jungleloven får en nærværende betydning og det fløjter om ørerne med symbolske sandheder om mennesker og dyr. I disney´s version er man ikke i tvivl om hvem der er ond og hvem der er god, og man skal jo heller ikke gøre børn fortræd i en børnefilm. Men Rudyard Kipling har med sin fabel givet eftertrykkeligt udtryk for sin mening om menneskets væsen, i dette tilfælde i Indien, hvor han selv levede en stor del af sit liv.
Det var et dejligt gensyn med alle junglens karakterer, og oplysende at ikke alle er i bogen som de er på filmen. For mig var det en helt anden historie, så jeg tror ikke, at jeg nogensinde har fået læst bogen højt. Især aberne er udskældte, og med rette, da de opfører sig som tåber og ønsker kun at blive lagt mærke til og få magt, uden egentlig at gøre noget fornuftigt for det:
“”Det er vores by!” sagde aberne til hinanden og mente nok, de kunne tillade sig at se ned på junglefolkene, der levede i skoven…de gik bare rundt to eller tre eller flere sammen og fortalte hinanden, hvilke herlige mænd de var.”
Tjah, man kan da komme i tanke om et par stykker…
Mens Mowgli og de andre dyr i junglen havde mere ordnede forhold, Jungleloven, som Mowgli selv får lov at smage, da han ligesom alle andre må indordne sig, og tage sin straf efter at han har været ulydig:
“Bagheera gav ham fem-seks kærlige klaps. Fra en panters synspunkt var de så blide, at de knap nok ville have vækket hans egne unger, men for en dreng gjorde de det ud for en ordentlig endefuld. Da det var overstået, pudsede Mowgli næsen og rejste sig op uden et ord…En af de skønne ting ved Jungleloven er, at når straffen er givet og taget, er alt glemt. Der intet nag bagefter.”
