Johns saga af Torben Munksgaard
182
2018
9788711901762
1.
“Jeg er en gammel mand, jeg kaster en pjaltet skygge. Jeg har sagt, hvad jeg har at sige, min tid er kommet…..”
John har ikke udrettet det store i livet, har ikke fået ridderkors eller fornemme titler, men han har levet et hæderligt liv med kone og børn, i samme hjørne af København som han var barn og ung i, dengang før verden gik i forfald.
Det er historien om en mand, der lever med drømmen om en tid, der var engang, men med en accept af, at han må nøjes med nutiden, og således tilpasser han sig. Holdninger har han, men han handler ikke. Trusler om terror i den store verden og en ungdom i forfald kan man meget vel diskutere på stamværtshuset – men ændre tingene kan man ikke.
Men så sker der noget. Og på en helt utrolig stilfærdig måde imploderer Johns verden. Hans små forsøg på at ændre den ydre verden er frugtesløse, men han kan måske rette op på en lille ubalance i det hjemlige univers. En rejse til Island synes at være middel til målet, men pludselig er det, som om det ikke er den ydre verden, der er mest af lave, men også den helt nære verden, og det stikker så dybt, at det rammer ham helt ind i hans inderste jeg.
Som Johns liv er det ikke hverken stort eller dramatisk, men det er godt skrevet. Så godt, at man føler at man går dér, lige ved siden af hovedpersonen. Næsten i hans sko. Jeg kan høre lydene af Frederikssundsvej, når jeg, sammen med John, går fra Bellahøj og ind mod Nørrebrogade. Jeg kan dufte durum rullerne og de slatne pizzaer og jeg kan se de mange forskellige nationaliteter sno sig ud og ind imellem hinanden på de brede, og alligevel alt for smalle fortove i alt for højt tempo for en gammel mand med stok og en lille en bag øret.
Når John inviterer læseren med på værtshus er lugten af gammel røg, de klistrede gulve og den rendyrkede værtshusstemning ikke til at tage fejl af, og beskrivelsen af interaktionen med alle de mennesker John har i sin hverdag, så præcis at det næsten ikke er fiktion.
Johns saga er ikke lang og er hurtigt læst. Sproget har et behageligt flow og siderne vender næsten sig selv. Som at spise popcorn til en god film. Men Johns saga er svær at lægge fra sig, når sidste side er læst. For det er historien om min far, eller svigerfar, min skøre gamle onkel eller måske mig selv, og vemodet, samvittigheden, og trangen til at gribe ind og gøre noget er svær at lægge fra sig.
Med Johns saga har Munksgaard givet læseren en – sikkert fortjent – røffel. Den måde John behandles af sine nærmeste er usmagelig, men de fleste koner, sønner, døtre, svigerdøtre og børnebørn vil omvendt kunne retfærdiggøre deres opførsel med en henvisning til Johns eget forfald. For imens John ser verdens forfald, er det omvendte tilfældet for verden. Familien ser en mand i forfald, en mand, der efter han bliver alene, lader stå til og giver slip på alle gode manerer. En dybt pinlig drikfældig gammel nar, som ikke lader sig styre eller kontrollere.
Man fornemmer tidligt i sagaen, at et eller andet ikke er helt i balance i Johns familie. En søn, der knap kan overtales til at sætte sig ned, imens han er på besøg, en farmor, der er frygtelig nervøs over at skulle deltage i barnebarnets studentergilde og en far, der drømmer romantiserende om dengang han vippede rivalen Jørgen af pinden og dermed fik sin Vera, i stedet for at forsøge at styrke relationen til sine tre børn. Man fornemmer det som læser, men for John er det lykkedes at fortrænge, at noget ikke er helt, som han tror. Historiens klimaks er, da livsløgnen går op for ham, og det er lidt uklart om vi derfra bevæger os imod det totale sammenbrud eller om det er en fugl Phoenix, der rejser sig af asken. Det afhænger af øjnene, der ser og Johns oprør sikrer, at han ser det HAN ser, og ikke bekymrer sig om os andre.
Der er et par tråde i bogen, man som læser godt kunne tænke sig at have fået fulgt helt til dørs. Vi får serveret et par flashbacks til hvad der i situationen var små trivielle øjeblikke, men som i retrospekt giver John en forklaring, men det er som om der mangler det sidste flashback. Et endeligt bevis på, hvad det var der skete -eller hvorfor.
Men netop her, ved denne mangel på det endelige bevis, viser Munksgaard sin styrke som forfatter. Han falder ikke for fristelsen til at servere alle løsninger på dertil indrettede sølvfade, og ved det bliver Johns liv virkeligt – for i den virkelige verden er der ikke altid svar på alt. Og i den virkelige verden ender livet ikke altid lykkeligt.
Som karakter er John troværdig og gennemført. Hans holdninger og handlinger giver mening og samtidig har han politisk kant og humoristisk sans. Enkelte steder skinner forfatterens egen alder og årgang igennem; når John sender en velformuleret svada afsted til tv stationernes HR division for kvaliteten af deres rekrutteringer, lyder det ikke som en 75 årig pensioneret gørtler, der kort forinden har postuleret, at han også var håndværker engang, og da gjorde man ikke tingene to gange. Jeg er dog ret glad for netop de passager, hvor John tager sig en lur og Munksgaard får taletid, for så er der også lidt til min “jeg-er-da-kun-midt-i-livet-og-jeg-synes-sørme-allerede-at-ungdommen-er-i-forfald”-mølle.
Jeg kommer til at læse Johns saga igen, kan jeg mærke. For han har noget på hjerte. Det er samfundskritik, danmarkshistorie, menneskekendskab og gribende god underholdning helt på niveau med Gustav Wied i livsens ondskab.
