Jesus drak øl af Afonso Cruz

I en lille, solbagt landsby et sted i Portugal er gamle Antónia så småt ved at skulle over i den næste verden. Hendes højeste ønske har altid været at besøge Det Hellige Land, men hun er for syg og for fattig til, at dét skulle kunne lade sig gøre.

Og dog. Hendes barnebarn Rosa og den 77-årige professor Borja undfanger en plan om at forvandle en nærliggende landsby til noget, der godt kunne ligne Jerusalem, og hylle en række statister i luftige gevandter, alt imens de deklamerer sære vers på esperanto. Måske kan man få den halvdøve olding til at hoppe på limpinden?

Således kernehistorien i Afonso Cruz’ “Jesus drak øl”. Den muntre portugiser er imidlertid slet ikke ude på at skabe et sammenhængende værk; han har meget mere i ærmet og har i stedet kreeret en lang række løst sammenknyttede skrøner befolket af groteske personager i gakkede situationer, hvis hovedformål er at få os til at trække på smilebåndet.

Rosa er for eksempel en lækker snitte på 17, hvis legemlige landskaber af bakker og dale forfatteren tydeligvis nyder at udforske. Men for ikke at fremstå som en halvgammel liderbuks udstyrer han hende med kraftig behåring de mest upassende steder. Ha ha.

Professoren ER en gammel liderbuks, der kæmper med den lokale hyrde og præsten om Rosas gunst. Professoren kan kun tænke i rette linjer, videnskabelige formler og harmdirrende religionskritik. Ih, hvor er han altså tør og teoretisk, ha ha.

Præsten har fået med bæltet af farmand som barn, og han fortsætter nu selvafstraffelsen, så blodet driver, mens han fantaserer om sit yndige, lidt for behårede sognebarn. De præster, de præster, ha ha.

Bogen er krydret med sidelange lommefilosofiske monologer, deklameret af den selvhøjtidelige professor. Som kontrapunkt indskyder Rosa en række parodiske passager fra den åndløse westernroman, som hun hele tiden læser i (og som en spoof er skrevet af Cruz selv). Den kloge videnskabsmand vs. den naive landsbypige, ha ha.

“En af de stærkeste stemmer i portugisisk litteratur,” vurderer den normalt ædruelige avis El Pais. I min optik minder Afonso Cruz om den lille dreng, der råber “KUSSE!” i kirken for at få opmærksomhed. Bogen er moderat underholdende, hvis man er til den type humor, men synderligt sjov eller særligt dyb er den nu ikke.

Cruz’ prosa og tematik kunne minde om vores egen Jørn Riel og hans rablende grønlandske skrøner; sidstnævnte holder dog en langt højere standard.

Lån bogen på biblioteket