Hvorfor bliver man ved? af Fredrik Sjöberg
256
2015
9788793166905
Den utbrände kronofogden som fann lyckan / Varför håller man på? och andra essäer
Jeg er sikker på, at det ville være en meget underholdende og lærerig middag, hvis jeg fik Fredrik Sjöberg til bordherre ved et middagsselskab. Hans årvågne intellekt og kærligheden til både natur og poesi åbenbarer en utrætteligt reflekterende forfatter i essaysamlingen: “Hvorfor bliver man ved?”
I starten hænger jeg på med stor velvilje. Fredrik Sjöberg stiller spørgsmålet, om vi er ved at miste et sprog. Nemlig det at læse naturen, med detaljeret kendskab og kærlighed, frem for kun med de brede penselstrøg, som skolernes undervisning i miljøbevidsthed fokuserer på. Hvordan skal man komme til at beherske et nyt sprog, uden at øve grammatik først? F.eks. er botanikken forsvundet ud af skolernes pensum, og bortset fra nogle få universitetsstuderende genkender vi ikke den mest elementære flora eller fauna i naturen. Så hvordan elske den og dermed passe på den?
Så er der fortællinger om historiens berejste samlere, der i alle verdens afkroge samlede, beskrev og sågar illustrerede nye arter indenfor dyr og planter. Og så er der essayet om naturbeskyttelsen: ”Natursveriges mest forhadte mand”, hvor Fredrik Sjöberg har fået de svenske naturbeskyttelsesforeninger på nakken ved tilsyneladende at ”fodre” modstanderne med argumenter for, at naturen ikke er så truet som visse miljøbevægelser og politikere lægger frem.
Fredrik Sjöberg vil se kritisk på både beregninger af truslerne for miljøet og motiverne til at komme med dem. Overdrivelser og et negativt syn på naturen skaber ikke bedre handling – kun angst, især hos den opvoksende generation. Og han stiller spørgsmål ved den form for naturbeskyttelse, der vil klare alt ved at indhegne natur i beskyttelsesreservater alene. Det kan få alle andre til at fritages fra ansvar for at beskytte den natur, der er lige omkring dem.
Essayene er strakt til det yderste i et væld af krydsende spor. Og indeholder en hoben af navne på samlere og forfattere m.fl. Man kan måske se på det som en helikopteroverflyvning, et opslagsværk. Jeg kunne nu godt have tænkt mig færre krydsende ”spor” og længere ophold ved den enkelte sag.
Fredrik Sjöberg causerer i øvrigt selv veloplagt over essayet som genre. Han siger bl.a., at det er for folk, der har god tid, og det bliver man nødt til at have, når man læser ”Hvorfor bliver man ved?” Og måske kun tage et enkelt essay ad gangen, så man ikke bliver overfyldt.
