Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe af Haruki Murakami

Som næsegrus fan af Murakami er det svært at rette selv den svageste kritik mod ham, men jeg vil nu alligevel påstå, at denne bog ikke var blevet udgivet, hvis det ikke havde været for mandens kolossale popularitet.

“Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe” består af en række hyggelige, men ret tamme erindringsglimt fra løb i Boston, New York, Hawaii, Grækenland og Japan. Heri er rørt lidt alment tankegods om, hvordan arbejde og motion kan virke befrugtende på hinanden. Det kunne måske have været interessant, hvis Murakami var lykkedes med at hæve sig op på sit vanlige lyriske niveau, eller hvis han havde fortalt noget afgørende nyt. Men bogen forekommer reelt blot at være en introvert løbers forpustede dagbogsskitser.

Højdepunkterne i bogen er paradoksalt nok de passager, der ikke handler om at løbe. Nemlig dér, hvor den ekstremt sky Murakami løfter lidt af sløret ind til sit privatliv og derigennem når videre til at fortælle om sit næsten mytiske forfatterskab.

Da han er i 20’erne, har han en jazzklub, hvor han knokler som et bæst indtil midt om natten. Derefter går han hjem til køkkenbordet og tvinger sig til at skrive p sin første bog, indtil han udmattet dratter omkuld. Dengang var han et udadvendt og socialt individ. Mod forventning får han succes med et par mindre værker og beslutter sig som 32-årig for at blive forfatter på fuld tid. Vennerne er skeptiske, for jazzklubben har endelig fået succes. Det ville ikke vare længe, før han var gældfri.

Som det egensindige menneske, han er, lægger han sit liv totalt om. Han dropper smøger og sprut, begynder at løbe, går i seng hurtigt efter mørkets frembrud (senest kl. 22) og står op med hønsene (før kl. 5) – og får skrevet “En vild fårejagt”, der bliver en kæmpesucces. Siden har han levet på denne hyperflittige, asketiske vis, der giver fantastiske resultater. Og har kostet næsten alle vennerne. Men, som han siger, han føler sig mere forpligtet overfor den store skare trofaste navn- og ansigtløse læsere end over for et mindre antal venner. Sådan taler en ægte idealist.

Den samme disciplin lægger Murakami for dagen som løber. Mindst 10 km bliver det til dagligt. I skrivende stund er manden sidste i 50’erne, og han deltager med ildhu i mindst et maratonløb og et triatlon om året. For ham er ensomheden en af de vigtigste attraktioner ved de mange timers løbetræning – det samme, som kendetegner forfattergerningen. Han bliver gift som 22-årig, og den forstående kone dækker tilsyneladende de fleste sociale behov.

For Murakami er der en anden parallel mellem løb og skrivning: Begge dele falder ham uendelig svært, påstår han. Men han er stærk og arbejdsom og kæmper sig i begge tilfælde altid forbi muren. Det anser han selv for at være sin største styrke, udholdenheden. Talentet og kreativiteten går han let hen over.

“Maraton er ikke en sport for flertallet, ligesom forfattergerningen ikke er det. Ingen har nogensinde anbefalet mig at blive forfatter eller bare håbet på det, de har snarere frarådet mig det, men jeg ville gerne, og så blev jeg det. På samme måde begynder folk heller ikke at løbe, fordi andre opfordrer dem til det, men simpelthen fordi det er det rigtige for dem.”

Lån bogen på Bibliotek.dk