0 kommentarer

Hundeungerne af Pernille Plaetner og Marianne Rohweder

af d. 28. februar 2021
Info
 
Sideantal

350

Udgivet

2021

ISBN

978-87-7339-016-0

Udgave

1. udgave, 1. oplag

 

Som sommerhusgæst i Nykøbing Sjælland blev min nysgerrighed vakt med en krimi, der foregår i provinsbyen, der i sommerhalvåret vrimler med turister og i vinterhalvåret går i dvale og lukker sig om sig selv.

Bogen er tro mod en stor del lokaliteterne omkring Nykøbing Sjælland og omegn, og som sådan var det et dejligt gensyn med kendte steder. Samtidigt frydede jeg mig over, at forfatterne omdanner vandtårnet til et kulturelt samlingssted, når de lige mangler sådan et i handlingen. Men det skurrer i mine ører at kalde stationen i Nykøbing Sjælland for en banegård. Ordet banegård hører vist ikke hjemme på landet.

”Hundeungerne” er en langsom krimi, og dog sker der på de 350 sider en masse dødsfald i den lille by. Bogens titel holder lav profil i det meste af bogen – ”hvem er hundeungerne?”, mens de to forfattere lykkes med at holde læseren på glatis omkring morderens identitet til det sidste. Når sidste side er vendt, bliver hundeungernes skæbne hos læseren, og man vil for altid forbinde ordet ”hundeungerne” med denne bog. Det er en stærk titel!

Bogen rummer flere lag – det såkaldte krimilag, hvor vi følger det lokale politis  opklaring af dødsfaldene, parallelt med, at bogen har et social-politisk tilsnit, som passer fantastisk godt ind i handlingen.

Martha Munk er betjent på politistationen i Nykøbing Sjælland, men lader sig sygemelde med stress, efter i raseri at have opsagt sit job, fordi hendes chef har udøvet seksuel chikane over for hende. Samtidig findes en narkoman død på byens station, og Martha kan ikke forlige sig med, at kollegerne trækker på skuldrene og ikke foretager en yderligere undersøgelse af dødsfaldet.

Martha indleder trods sygemeldingen sin egen undersøgelse af dødsfaldet og finder snart beviser for, at noget ikke er, som det skal være. Og som dominobrikker følger det ene dødsfald efter det andet.

I bogens social-politiske spor præsenteres læseren for, hvad politireformen har betydet for de små landstationer; hvad seksuel chikane gør ved kvinder; og hvad hjemmeplejens begrænsede ressourcer betyder for de borgere, der har behov for hjælp. Også tilværelsen for samfundets svageste, de borgere, der forsumper på bænken foran supermarkedet, kommer under lup. Anbragte børn, seksuelt misbrug og skolelæreres og naboers ”laden stå til” bliver der sat ubehageligt fokus på. Det er mange problematikker og et stort persongalleri, vi præsenteres for, men forfatterne formår på glimrende vis at holde tungen lige i munden, så det ikke på noget tidspunkt kammer over.

Sidst men ikke mindst følger vi Marthas liv – både professionelt og privat – og vi kommer til at holde af vores heltinde, der vist har flere eventyr i ærmeret til os. Jeg glæder mig til næste bog i serien.

Jeg følte mig godt underholdt, den rolige spænding, der blev bygget op, det fine varierede sprog, der så fint beskriver både mennesker, følelser og omgivelser. Også de pegefingre, der gør opmærksom på, at alt ikke helt som det skal være, derude i den virkelige verden, var godt at få med. Og forsideillustrationen gør læseren ualmindelig trist, når hundeungernes skæbne til sidst afdækkes.

Anmeldereksemplar

Lån bogen på Bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter