115
2012
978-87-02-09742-9
Palomar
4.udgave
Den tænksomme, navlebeskuende, neurotiske og nysgerrige Hr. Palomar mediterer i denne lille bog over blandt mange andre ting bølger, hvordan man mest korrekt går forbi en solbadende kvinde på stranden, skildpadders elskov og eftermiddagsmånens behov for at have ham som beskuer. Bogen indeholder i alt 27 korte sådanne falden-i-staver-fortællinger.
Jeg ser bogen som en hyldest til menneskets forestillingsevne, fantasier og nysgerrighed og at kunne se de store ting i de små – som Italo Calvino også gør opmærksom på har en sørgelig, neurotisk og umættelig side, når man gerne at vil forstå alting til bunds. Det er ofte det umulige derved Palomar drager som lektie i slutningen af hver lille fortælling. Som læser føler man sig spejlet, når man pludselig genkender at have tænkt og funderet over samme eller lige så mærkelige ting som Palomar.
Som Calvinos andre bøger er denne fine samling af Palomar-meditationer tidløs i sin vedkommenhed, da den beskæftiger sig med mennesket og dets erkendelse. Denne bog er et slags lille opslagsværk for det postmodernistiske menneske, som man kan slå op i og genlæse igen og igen.
Hr. Palomar siges desuden at være selvbiografisk, således at vi gennem læsningen får et billede af Calvinos kringlede tankestrømme og videbegærlighed og måske kan danne os en forestilling om, hvordan hans eventyrlige fortællinger i sine andre bøger tager form.
Denne genudgivelse er en del af en række Calvino-bøger, som Gyldendal er ved at genudgive. De er smukke indvendige, men uden på er de lige så uimodståelige. Hop hen i din boghandel og se de smukke bøger.