Hør vinden synge & Flipperspil 1973 af Haruki Murakami

Efterårets mest imødesete udgivelse består af to korte romaner skrevet af en ung Haruki Murakami på et tidspunkt, hvor han drev en jazzbar sammen med sin kone og i de sene aftentimer sad i køkkenet og fumlede med fyldepen og kladdepapir. ’Køkkenbordsromaner’ kalder han dem selv.

“Hør vinden synge” vandt en litterær pris og gav Murakami appetit på mere. “Flipperspil 1973” fortsætter sådan cirka, hvor “vinden” slap: Den nogleogtyveårige fortæller tumler rundt og prøver at få mening i sit liv, mens han og hans gode ven Rotten kurtiserer et antal dejlige damer, kæderyger smøger og drikker et par hektoliter kolde øller på Jays Bar. Indimellem snakker de med hinanden og andre om alt og intet.

Murakami mener selv, at hans litterære karriere først for alvor startede med bog nr. 3, “En vild fårejagt”. Det må man give ham ret i. De to foreliggende kortromaner virker som forstudier til noget mere seriøst. Talentfulde, men præget af den uprøvede forfatters manglende retningssans.

For Murakami-fans er “vinden” og “flipperspil” obligatoriske. De udgør 2/3 af Rottetrilogien, som “fårejagt” afslutter. Og de har masser af det, vi elsker ved den japanske forfatter-darling. Ikke mindst den flydende prosa, som Murakami afslører oprindelsen til i et interessant forord.

Men også de helt specielle kvinder, jazzen, whiskyen, den evigt slentrende handling og, ja, tænk engang: De skæbnesvangre brønde (her på Mars)… Skattede temaer, som forfatterskabet senere skal gennemspille i små variationer, indtil melodien er fuldendt; på en gang velkendt, på samme tid altid en smule overraskende.

Endelig opstår hovedpersonen, som vi har lært at kende og holde af gennem alle bøgerne, allerede her: En kreativ, vestligt orienteret fyr, der altid har god tid, aldrig er uden penge og i øvrigt er generøs, moderat eventyrlysten og har kvindetække uden at være en decideret Don Juan. Murakami classic.

De to nye, gamle Murakami-romaner handler ikke om så meget, selv om der da sker nok til, at en afslappet læser vil føle sig godt underholdt. Om ikke andet møder vi to unge mænd, der gerne vil leve af at skrive. I forordet er det Murakami selv, i “vinden” er det vores navnløse hovedperson.

Mette Holm overgår endnu engang sig selv med et fabelagtigt gehør og en aldrig svigtende evne til at finde danske pendanter til indforståede ’japanismer’. En brillant dansk soulmate til mesterforfatteren.

PS. De to tidlige Murakami-hyggespredere har givet en ustyrlig lyst til at genlæse “En vild fårejagt”. Det er også her, jeg vil anbefale nye læsere at starte.

Lån bogen på biblioteket