Hittebarnet af Stacey Halls

Nogen gange hopper man på limpinden, og det er sådan det var for mig med ”Hittebarnet” af Stacey Halls. Jeg havde glædet mig til at lære mere om The Foundling Hospital, der blev grundlagt i London i 1739 af filantropen Thomas Coram for at tage sig af småbørn, som forældrene af forskellige årsager ikke kunne tage sig af. Der er i dag et museum af samme navn, hvis hjemmeside er https://foundlingmuseum.org.uk.

Jeg synes, at historien trods sit spektakulære plot er for letbenet og urealistisk, og trods de mange beskrivelser af datidens London, følte jeg mig som tilskuer til historien, jeg kom ikke ind under huden på personerne og sproget i bogen flyder ikke let.

Vi møder Bess i 1747, da hun skal aflevere sin nyfødte datter på børnehjemmet. Hun er som 18 årig blevet gravid efter et hastigt møde i en gyde, og hun kan ikke forsørge barnet. På hjemmet får hun at vide, at hun kan hente barnet igen, når hun har råd til at opfostre hende, blot skal hun til den tid betale det, opholdet på børnehjemmet har kostet samt kunne identificere sig som barnets mor. Sidstnævnte gøres ved at Bess afleverer en amulet på børnehjemmet og barnet får et nummer – og når barnet hentes skal hun kunne gøre rede for disse to kendetegn. Bess forlader knust børnehjemmet og begynder at spare op af sin usle løn.

Da hun 6 år senere henvender sig på børnehjemmet for at tage datteren med hjem, får hun at vide, at datteren blev hentet af sin mor få dage efter afleveringen – og at den der hentede datteren opgav Bess’s navn samt de to ting, der identificerede barnet.

Vi springer nu til en rigere del af London, hvor enken Alexandra bor med sin 6-årige datter. Alexandra har isoleret sig i huset med datteren og sine tjenestefolk, og holder dagligt te-selskab med sine afdøde forældre. Vi fornemmer snart, at Alexandra har et traume af en art, og tjenestefolkene og huslægen sørger for, at der altid er sherry eller brandy til stede til at dulme hendes nerver.

Bess får arbejde hos Alexandra som barneplejerske og fatter straks sympati og kærlighed til dennes datter, og som læser er vi jo nok klar over, at det er det barn, som Bess i sin tid gav væk.

Efter en masse forviklinger, vrede, tårer og en bortførelse, ender det hele urealistisk rosenrødt med forsoning, giftermål og fryd og gammen.

Jeg tror, mange vil synes rigtig godt om bogen; jeg er bare ikke målgruppen til feel-good romaner, genren slår ikke nogen strenge an i mig. Så kun 2 stjerner fra mig.

Anmeldereksemplar

Lån bogen på biblioteket