Hellboy in Hell The descent af Mike Mignola

Med Mignola tilbage ved tegnebrættet efter ti år, skal det vise sig om det har været ventetiden værd. Miljøet har nu den helt rigtige aura, uanset hvem der ellers har tegnet og hvor tæt den enkelte har været på Mignolas streg, så er hans tegnestil ret unik og derfor umulig at kopiere. Den der har gjort det bedst er Richard Corben, der netop ikke forsøgte at tegne som Mignola, mens man med Duncan Fegredo næsten kunne have en fornemmelse af at læse Mignola, da Fegredo rammer Mignola ret godt. Forskellen afsløres i detaljen, til læserens store skuffelse. Nu overtager Mignola igen tegneriet og sender Hellboy ned hvor han kommer fra. Spørgsmålet er om det i virkeligheden er der han hører til.

De sidste mange bind har kredset om Hellboys identitetskrise, nu skydes det ud i ekstremer ved at placere figuren i helvede. Et trick der gør den store forskel, for her lykkes det faktisk, alt det der hidtil har været alt for diffust. Og melankolien vender tilbage, for selvfølgelig hører Hellboy ikke hjemme i helvede.

I modsætning til hvad man kunne tro er ‘Hellboy in Hell’ ikke voldsomt voldsom. Der er ikke monstre i hobetal der skal baskes ned. Den er mere intellektuel end som så, enkelte passager skyder direkte over målet, og trækker ret forvirrende fokus væk. F.eks. da der pludselig digtes hen over passager af Shakespeare, hvor relationen til Hellboy og handlingen er dybt godnat.

Sagt på en lidt anden måde er Mignola med turen til helvede på rette vej, nu mangler der bare et mere overbevisende plot, hvis han skal nå fortidens højder.

Lån tegneserien på biblioteket