0 kommentarer

Halv mand – helt menneske af René Nielsen

af d. 29. september 2012
Info
 
Sideantal

255

Udgivet

2005

ISBN

87-02-04096-4, 978-87-02-04096-8

 

Elitesportsmanden, verdensmester og OL-guldmedaljevinder René Nielsen, fortæller i selvbiografien ”Halv mand – helt menneske” usentimentalt og hudløst ærligt om sin opvækst i en dysfunktionel familie uden en far, sin lovende karriere som tophåndboldspiller – og hvordan et overlevende menneske kan overvinde lemlæstelse, når ulykken pludselig rammer med voldsom kraft.

Under sæsonafslutningsfesten i håndboldklubben fik det 23-årige stortalent René et maveonde og forlod tidligt på aftenen selskabet for at tage toget hjem. Han gik mod stationen, og hvad der herefter skete er aldrig blevet opklaret – men ud på natten blev han fundet ved et af sporene: begge hans ben var kørt af oppe ved hoften.

Som følge af det store blodtab svævede René i livsfare, men han overlevede, og efter at have modtaget og prøvet at kapere meddelelsen om de manglende ben gik han målrettet i gang med at generobre tilværelsen. Det var et vanvittigt smertehelvede og i sagens natur en konstant kamp, der krævede enorme ressourcer både fysisk og psykisk, men René var stålsat, og takket være en nærmest overmenneskelig styrke fik han sig efterhånden lært at håndtere de fleste dagligdags situationer og klare hverdagens forhindringer uden problemer.

I dag er René gift med sin ungdomskæreste, og parret er forældre til tre børn, men sideløbende med det almindelige familieliv med indkøb, madlavning, rengøring, havearbejde og kørsel med børnene til deres idrætsaktiviteter har René til stadighed kastet sig ud i nye udfordringer. Og hans viljefaste stædighed og utrættelige træning har såmænd resulteret i OL-medaljer og verdensmesterskaber – foruden et karriereskifte fra bankrådgiver til mentalrådgiver med en mastergrad i idræt og velfærd.

Tillige er han en efterspurgt foredragsholder og er blevet bestsellerforfatter med netop bogen her, ”Halv mand – helt menneske”. Selv om titlen i stedet burde være ”Helt menneske – hundrede procent mandfolk!” …

Jeg har selv set René Nielsen i en triatlon-konkurrence, og man kan jo også opleve ham i foredrag – men man kommer helt ind under huden på mandfolket her i biografien, som får min varmeste anbefaling.

Lån bogen på bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter