Gravhunden, hejren og bjørnen Knud af Rune T. Kidde

Kidde genfortæller her historien om de tre dyr, der skiftes til at invitere hinanden på middag. I den oprindelige fortælling var der ikke meget humor, de tre hovedpersoner havde egoistiske motiver til at sabotere deres gæsters mulighed for at spise det der blev serveret. Kidde sætter en anden stemning fra starten ved at gøre det klart, at de tre er venner der godt kan lide at drille hinanden. Derfra følger han fortællingens hovedtræk og tilføjer flere fine detaljer. Blandt andet at bjørnen får al maden op i næsen, da han skal drikke af hejrens høje vase. Men så er det slut med at følge formalia, for pludselig styrer Kidde både handlingen og bjørnen ud på motorvejen og lige ned i en stenknuser. I bogstaveligste forstand.

Illustrator Rasmus Bregnhøi står absolut ikke i skyggen af Kidde. Jeg kommer til at tænke på Uderzo og Goscinny, makkerparret bag Asterix. Man kan næsten mærke hvordan Bregnhøis og Kidde ligefrem gejler hinanden op. Derfor er den fuldstændigt sindssyge slutning faktisk slet ikke så overraskende, for noget måtte der sgu ske! Men én ting er ret mystisk i Bregnhøis arbejde. Han har placeret underlige småvæsner i baggrundene sine steder, de ligner næsten Snøvsen. De der underlige baggrunde, der sidder den voksne og undrer sig. Den 3-årige er fanget og fuldstændig uforstyrret.

Den uventede slutning, der ret sikkert er inspireret af episoden fra Lönneberg hvor Emil får hovedet fanget i suppeterrinen, den kan man roligt glæde sig til. Det er naturligvis ikke nok at planke Astrid Lindgren af, hvorfor der som nævnt netop introduceres både en spadseretur på en motorvej og en stor gravemaskine.

Der er ganske rigtigt meget at grine af her, som Extra Bladets anmelder skrev dengang. Skaberparret får vendt et ret irriterende æventyr til noget ganske glimrende.

Meget kan man sige om Kidde, men kedelig eller konform, det har han aldrig været.

Lån bogen på biblioteket