Fyrre kister af Santullo-Jok

Engang i 1890’erne støder en skonnert til havn i den lille engelske havneflække Whitby. Der er kun én ombord, kaptajnen, som bliver fundet lænket til roret med et kors i hånden. Død. Andre besætningsmedlemmer er der intet spor af. Havnemester Holm studerer kaptajnens logbog for at finde ud af hvad der er sket. Her fortæller kaptajnen om sejladsen med en skæbnesvanger last på fyrre kister fyldt med jord. Og her ligger kimen til historiens uhygge, for vi aner intet om kisterne, hvad det er for noget ‘jord’ og hvor det kommer fra. De russiske besætningsmedlemmer er ligeså uvidende som læseren, og snart begynder de at forsvinde en for en. Eneste spor er pøle af blod.

Det er fedt med en traditionel gyser der ikke er finpudset til et ungt Hollywood-segment. At lade en gammel frønnet skonnert danne rammen virker som det helt rigtige, og selvom det ikke er originalt er det er tiltrængt skridt i retning af den rendyrkede uhygge. Når det fungerer er det fordi historien og rammen er i orden, uden at være sovset ind i unødige effekter. Jeg kommer til at tænke på den første “Alien” film, der netop er indbegrebet af snigende uhygge. Den argentiske tegner Jok arbejder i meget dystre farver og uhyggen er i høj grad hans fortjeneste. Figurtegningen bringer mindelser om Mike Mignolas “Hellboy”, og er usædvanlig flot. Men ikke på nogen smuk måde. Det er grimt og – jeg siger det igen, uhyggeligt.

Titlen er p.t. ikke tilgængelig på biblioteket.

Anmeldereksemplar.