0 kommentarer

Faldne engle af Susan Moody

af d. 6. februar 2009
Info
 
Forfatter
Forlag
Sideantal

430

Udgivet

1995

ISBN

87-11-29014-5

Originaltitel

Falling Angel

 

“Blod overalt. Det er en sætning man ofte hører og læser. Folk siger: “Der var blod overalt”, men de mener det ikke bogstaveligt, ikke blod OVERalt. Men den morgen, da hun gik ind i stuen, var det, hvad hun så. Blod overalt”.

Sådan starter historien, snart efter med tilføjelsen – ” .. Det gruopvækkende ved det. tøj hakket væk, flængede kødklumper, en hånd, der lå parallelt med den arm, hvorfor den hang i en rem af hud … det kunne midlertidigt skubbes til side af det påtrængende ved barnet, der nu skreg højt. ”

Flora finder sin søster Georgie brutalt myrdet. Den 2-årige Matty er på sit værelse ovenpå.

En seriemorder med hang til enlige mødre har over en længere periode skræmt beboerne – og det lykkedes politiet at få galningen bag tremmer. Selvom han tilstår mange af mordene, fastholder han, at han ikke har myrdet Georgie.

Efter et personligt møde i fængslet, bliver Flora overbevist om, at en anden morder må være på spil – men da politiet ikke synes at dele mistanken, begynder Flora selv en jagt efter sandheden.

Vi føres tilbage til søstrenes barndom, der var præget af kulde og fortielser. En mor, der ikke viste sine børn kærlighed og en far, der lige pludselig forsvandt – og hvis fravær blev fortiet, ikke blot af moderen, men også af farmoderen, som pigerne bevarede en varm kontakt til.

Flora vil ikke være en mor, som sin egen mor. Hun vil slet ikke være mor, hvilket får hendes ægtemand Oliver til at forlade hende, da han har en drøm at blive far.

Da Georgie en dag henvender sig til Flora og fortæller, at hun er gravid og ønsker en abort, gør Flora alt, hvad der står i hendes magt for at redde det ufødte barn. Hvorfor respekterer Flora ikke søsterens ønske om at forblive barnløs, når Flora selv ikke ønsker børn?

Georgie vælger at få barnet alene og lille Matty bliver omdrejningspunktet i sin mors og mosters liv.

Efter mordet på Georgie, tager Flora den lille pige til sig og prøver at skabe en tryg hverdag for niecen. Floras eksmand Oliver træder ind på scenen og vil gerne lege far-mor-børn, nu hvor Flora har fået det barn, hun ikke ønskede at skænke ham – men er Flora parat til at genoptage sit forliste ægteskab?

Romanen er primært en kriminalroman tilsat kærlighed, selvransagelse og uløste konflikter, der til sidst munder ud i, at Flora finder ikke blot sig selv, men også søsterens morder.

Lån bogen på bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter