308
1986
Exit to Eden (amerikansk)
Erotisk højspænding i gammelkendt glamourdrama. Præcis som i hendes kendte vampyrkrønike kæder Anne Rice frygten og den kødelige lyst sammen i en nydelig, velskrevet og sober fortælling.
Bogens tema og omdrejningspunkt er noget så modigt og utildækket som ægte kærlighed i sadomasochismens professionelle verden. Den kvindelige hovedperson Lisa arbejder på en lille paradisø kaldet The Club. Mænd og kvinder fra hele verden rejser i største hemmelighed dertil og betaler i dyre domme for at blive behandlet som slaver under deres ophold på øen. De ligger faktisk så mange dollars, at ansatte som Lisa kan leve livet i sus og dus.
Lisa er dygtig til det hun gør på øen og særligt til at holde følelsesmæssig afstand til kunderne, lige indtil Elliot Slater dukker op. Elliot viser sig at være et svært godt modstykke til Lisa. Han er ganske vist underdanig i seksuel sammenhæng, men han er også meget stolt og selvsikker. Det kan Lisa slet ikke stå for, og så ruller lavinen.
Historien er kapitelvis fortalt mellem skiftevis Lisa og Elliot. Det giver foruden den almene indsigt i følelserne under slagets gang også en vis forståelse for det magtspil, sadomasochismen handler om. Enkelte scener i bogen er mentalt så saftige som en overmoden blomme, men de eksploderer aldrig og bliver hverken vulgære eller stødende. ”Exit to Eden” er indsigtsfuld og til tider uanstændigt fængende.