479
2017
978-87-7146-734-5
Att föda ett barn (oversat af Anne Marie Bjerg)
1. udgave
Maj vil være selvstændig. Forlade hjemmet, forældrene, og vise hun kan klare sig selv. Eget værelse, job i byen. Veninder, dans i weekenden. Skjulte kys med Erik, dejlige Erik. Mon han elsker Maj? Og så er der Tomas, Tomas der er ældre, har båd og sommerhus, og som byder på mad og drinks.
Fortællingen om Maj er fortællingen om en ung pige i 1930’erne, der arbejder hårdt på at gøre alle tilfredse. Forældrene vil hun så gerne gøre stolte, vise at hun kan klare sig selv. Hun vil gerne være en dygtig medarbejder, og serverer smilende kager i konditoriet. Hun vil være en god veninde, der tager med ud at danse. Hun vil være perfekt.
Bogen er skrevet som en tankestrøm. Man følger Majs tanker, også når de er forvirrende, og ikke giver mening for Maj selv. De følger ængstelsen, de små glæder, forventningerne, men også al frygten, angsten for ikke at slå til. Og som sådan sker der ikke det store i bogen. Det der beskrives, er alt sammen hverdagens små problemer. Hvad udlejeren mon ikke ville sige hvis hun kom sent hjem. Om vinduet nu er pudset godt nok. Og om husholdningsbudgettet slår til. Og alligevel bliver man indfanget i bogen, fordi Majs person bliver levende igennem netop disse handlinger.
Et barn at føde er utroligt velskrevet, utroligt levende, og femstiller på spændende vis alle de problemer, en ung kvinde kan have stået overfor i 30’erne.