Engleskyts af Marianne Kainsdatter

I Kainsdatters første bog var der i smudsomslaget et billede af en tom fotoramme, samt spørgsmålet hvem er Marianne Kainsdatter? Det er såmænd århusianske Svend Åge Madsen, der formodentlig har forsøgt at ramme en bredere målgruppe og derfor maskeret sig en smule. Allerede ved hans romandebut blev han accepteret i de højere litterære luftlag, men det kommercielle gennembrud lod vente på sig, måske fordi Madsens underlige universer og fortællinger ikke altid er lige nemme at kapere. Det skal ‘Engleskyts’ ikke beskyldes for.

Hovedpersonen er landsbypræsten Laura, der opsøges af en biokemiker som har opfundet en gift der ikke kan spores. For at holde sig selv i ave, ønsker han at dele sin viden med et etisk bevidst menneske, og fortæller derfor Laura om stoffet, som han overlader et glas med halvdelen af stoffet. Meningen er at de to nu holder hinanden i en slags moralsk skakmat, og alligevel begynder landsbyens mere problematiske indbyggere at krepere.

Krimien her er udgivet året efter ‘Genspejlet’, og det bærer handlingen præg af. Flere at de filosofiske tanker Madsen tumlede med i ‘spejlet’ ridses op igen her. Der er skolelæreren som mener at man ikke kan være religiøs og moralsk samtidig, da det at være religiøs betyder at give efter for truslen om helvedes pinsler, hvilket ikke er foreneligt med at gøre det gode af egen fri vilje. Men hvor ‘Genspejlet’ gik lidt mere i dybden, er ‘Engleskyts’ en slags opsummering, samtidig med at det er en ret morsom og aparte krimi. Madsen kører rundt med det hele, når han lader kriminalbetjenten bedyre, at efter at have læst diverse kriminalromaner er han kommet frem til, at det er detektiverne selv der er gerningsmændene. Poirot, Sherlock Holmes og Miss Marple er alle massemordere. De planlægger alt til mindste detalje, dukker op hvor der er begået et mord, overbeviser alle om deres genialitet og udpeger en gerningsmand der brødebetynget indrømmer alt. Men gerningsmanden er uskyldig, detektiven er bare så overbevisende at vedkommende vælger at tro på sin egen skyld. Den slags kreative tanker kryber ind i sprækkerne i den spændende og sære historie om præsten med supergiften.

Hos Madsen opleves det meget ofte at der fortælles fra flere tidspunkter. Her fortæller Laura både direkte om begivenhederne i første person, mens der springes til en fremtidig Laura, der sidder i Rom og beretter overfor sin mand hvad der egentlig hændte. Først fatter man ikke meningen med de spring, men det bliver en ret vigtig ingrediens ved bogens slutning.

‘Engleskyts’ er perfekt til den læser der er kørt træt i metervare kriminallitteratur. Både sprog og handling er lettilgængelig.

Lån bogen på biblioteket