0 kommentarer

Den ubetænksomme elsker af Leif Panduro

af d. 9. september 2010
Info
 
Forfatter
Forlag
Genre
Sideantal

168

Udgivet

1973

ISBN

87-00-34692-6, 87-00-34693-4

 

Den unge læge Jacob Holme har overtaget en praksis i en lille idyllisk by ved Øresunds nordøstlige bred. Hans ægteskab med Irene fra Varde er temmelig gråt. Sammen lever de en konform og forudsigerlig tilværelse uden indhold. Så mødet med den åndrige kvinde, Camilla, giver pludselig Jacobs liv mere mening. På et tidspunkt begynder de at gå i seng med hinanden, men det fungerer ikke og de forsøger at fortsætte deres platoniske forhold.
Jacobs geskæftige nabo, byggematadoren Adrian, har imidlertid opdaget forholdet og sender et anonymt brev til Irene, som rasende flytter hjem til sin far i Varde.

Jacob bliver involveret i en usædvanlig families liv, da han kommer på hjemmebesøg hos den unge pige Sanna. Sanna, som er psykisk syg, fortæller Jacob at hun frygter for hans liv. Hendes far skulle efter sigende have begået selvmord; men Sannas opførsel får Jacob til at ane, at sandheden er en anden. Hendes familie og omgangskreds forsøger at slå hans mistanke hen med henvisning til hendes uligevægt; men Jacob føler at hendes udtalelser udtrykker andet og mere end paranoia. Han erfarer at Adrian igennem længere tid har haft et forhold til Sannas mor, som nu isolerer Sanna mere og mere efterhånden som Jacob kommer tættere på..

Lige fra sin debut med “Av min guldtand” i 1957 til sin tidlige død i 1977 var Panduro landets populæreste forfatter og dramatiker. Idag er han næsten glemt, måske bortset fra “Rend mig i traditionerne”, som jo blev en klassiker på linie med Rifbjergs “Den kroniske uskyld”. Og det er virkelig synd, for hans udlevering af det bedrestillede borgerskabs egennyttige, usolidariske livsstil, generations- og familiekonflikter og hans mange refleksioner over normalitetsbegrebet holder stadig. Og hans bøger er samtidig skrevet med en lun ironi, som forekommer mig meget dansk. Men bag humoren ligger der altid en dyb alvor, præget som han var af en problemfyldt opvækst.

“Den ubetænksomme elsker” er ingen undtagelse. Problemstillingerne er stadig aktuelle. Sladder er på det nærmeste den vigtigste meningsdanner. Sannas helbredstilstand defineres af omgivelserne, der helst ser hende syg. Og Jacobs skænderier med sin søster er et herligt familiedrama!
Bogens svaghed er dens størrelse. Den er kort og virker uafsluttet, uforløst ligefrem…

Lån bogen på bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter