Den store Strid af Jakob Martin Strid

Jakob Martin Strid fik i slutningen af 90’erne fuldstændigt fri hænder til at lave en stribe i Politiken. Chefredaktør Tøger Seidenfaden gav Strid et medie hvor han kunne give sit kreative vanvid fuld gas. Og det må man sige han gjorde.

Resultatet er nærmest eklektisk: Stids vanvittige indfald og frie eksperimenteren kaster den semifortløbende fortælling i mange retninger, der alle er lige uforudsigelige. Havde man nu en fuld man ved rattet ville turen uvægerligt ikke være videre behagelig, og selv med Strid som fører, ender projektet over længere perioder i grøften. Men så kommer kranvognen og løfter det hele tilbage på sporet, i form af Poul Nyrup Rasmussen, som Strid laver skamløst grin med, men man får faktisk det indtryk, at uagtet at de to absolut ikke er enige, så har Strid en slags veneration for statsministeren. Hver gang Nyrup dukker op, lyses de rablende fortællinger pludselig igennem af en slags kreativ infrarødt lys.

Det hele starter faktisk med Nyrup: han skal indvi Storebæltsbroen. Uheldigvis kommer et par marsmænd i en deres ufo til at skubbe statministeren i havet, og forårsager derved en reel landesorg. Rummændene er nogle samvittighedsfulde fyre, så de kloner straks en ny Nyrup og slipper ham fri. Da de ser hvor glade danskerne bliver for den nyklonede Nyrup, kloner de én mere. Og så starter et meget absurd og morsomt eventyr, hvor der snart vælter en regulær folkemængde af Nyrupper rundt; de hjemløse har deres egen der sidder og drikker med dem på bænken; de autonome har én med  hanekam, og Mogens Lykketoft er ude af sig selv – han troede lige at han var blevet nummer et, men er pludselig overrendt af statsministre. Det er ren absurd teater i yderste potens.

Hele Nyrup/ufo affæren er håndtegnet, men få sider derefter begynder Strid at bruge udklippede ansigter fra avisens fotografier med simple stregtegnede kroppe, hvilket bare forstærker det ustyrlige anarkistiske udtryk. Med er ‘pænere’ ord, kunne man kalde det collagestil.

Senere optræder Nyrup igen som fremmedhader med vilde racistiske slagord. Som statsministeren siger: “Det er på grund af vælgerflugten til dansk folkeparti”. Nyrup er Strids es i ærmet; når han er med kokser man ud af grin.

Fjernsynets latterlige interview med såkaldte eksperter får et seriøst los i røven. Børge Børgesen hedder eksperten der stopper midt i interviewet for blandt mange andre absurde ting, at onanere og kaste med dildoer. Det er uomtvisteligt grænseoverskridende, decideret latrinært, og befriende morsomt.

De geniale passager afløses af perioder af mere ligegyldig infantilt provokerende tilsnit. Det går vel uundgåeligt op og ned, når nu rammen er så fri og eksperimenterende som her – albummet ikke lige fremragende hele vejen igennem. Men når Strid rammer rigtigt, er han hysterisk sjov.

Lån tegneserien på biblioteket