Den hemmelige historie af Donna Tartt

En fornøjelse. En besynderligt skummel en af slagsen, men en fornøjelse. Og det på trods af at “Den hemmelige historie” viste sig at være noget andet end umiddelbart forventet.

Richard forlader sin usle “white-trash” herkomst for at drage til det evigt efterårsflammende Vermont. Han har kæmpet sig til en plads på Hampden University, søn af en ynkelig-gennemsnits amerikaner som han er. I Hampden drages han af en elitær og eksklusiv lille gruppe af græskstuderende – en håndfuld lækkert-arrogante mennesker i sorte, flagrende frakker og dyre spiritusvaner – og han får mere eller mindre elegant vristet en plads på holdet ud af deres sære underviser. Sær på den geniale måde naturligvis.
Richard forelsker sig i dem alle sammen, suger deres særegenheder til sig og spiller størstedelen af tiden rollen som den betagede tilskuer. Så betaget at han ikke fatter at gruppen har noget for, før konsekvenserne melder sig i uhyrlig grad, og han er uhjælpeligt fanget i begivenhedernes gang.
De har gjort noget slemt, noget uhyggeligt og grotesk, noget intet menneske har leget med i flere tusind år siden de gamle grækere. Og den slags er gerne svært at styre – især for de hovmodige. Hybris – nemesis and all that jazz. Det kan selvfølgelig ikke udvikle sig anderledes end temmelig skidt, men heldigvis for den forslugne læser er det skidt på en interessant og medrivende måde.

Mine forhåbninger til bogen var en tour de force i mærkelige koder og henvisninger til litteraturens klassikere. Og ja jo der er da lidt. Men ikke nok til at stille dén sult. I stedet kan man så mæske sig i et guddommeligt smukt sprog, nogle dybe personportrætter og en detaljeret og kompliceret beskrivelse af mennesker i frit fald. Hvilket er en ganske fornøjelig erstatning.

Lån bogen på Bibliotek.dk