Den anden bred af Camilla Stockmarr

Hvad får en yngre kræftsyg mand til at rejse til Indien for at tilbringe sine sidste måneder i en sølet og beskidt by, uden adgang til vestlig lægehjælp og smertelindring?

Phønix er ikke religiøs på nogen måde, men vælger alligevel, som millioner af andre pilgrimme, at rejse til den indiske by Varanasi. Han siger farvel til sin kæreste Clea og sin lille datter.

Varanasi vrimler med hellige mænd, der for få mønter lover mirakler. Selv om Phønix ikke er særligt spirituel, strejfer tanken ham, at han måske kan møde en mand med så stor åndelig kraft, at han kan få kræftknuden til at forsvinde.

I Varanasis virvar af menneskeskæbner, fattigdom og en farverig insisterende hverdag, kommer Phønix på en indre rejse tilbage igennem sit liv. Oplevelser, der især kredser om farens død og den sorg, han som barn indkapslede. Også essentielle situationer sammen med søsteren Nefer, som han var meget tæt på i barndommen, hvor familien boede i Sverige.

Det er en tankevækkende fortælling, som jeg slugte råt. Sproget flyder følelses- og sansemættet direkte ind. Kompositionen er dynamisk. Fortid fletter sig sammen med nutid, og henvender sig i brevform til den datter, Phønix ikke kommer til at se vokse op. Fordi beskrivelserne i Indien er så stærke, blegner dog afsnittene fra barndommens Sverige. Først hen imod slutningen oplever jeg fortiden lige så nærværende som nutiden.

Indien er fantastisk som baggrund for tankerne om at dø. På en gang larmende og beskidt, men også farvestrålende smukt, fyldt med tro og spiritualitet.

Trods det alvorlige emne er der også humoristiske beskrivelser:

“Jeg kan ikke træde ind i et tempel, uden at der straks er en eller anden, der hægter sig på mig. En lille forhutlet mand, der for et beskedent beløb tilbyder mig at fortælle mig om guderne og templets historie. En selvbestaltet guide, der ikke tager et nej for et nej, men render i røven af mig og meget insisterende og på det mest mangelfulde engelsk fortæller mig, hvad det er, jeg ser: ‘This Hanuman’, siger han og peger på abeguden, og det, han ikke kan udtrykke på engelsk, prøver han at udtrykke gennem tonelejet, en overdreven begejstring, og jo større begejstring og insisteren, desto større bliver min irritation. Selv ikke hvis jeg stikker ham penge, kan jeg slippe af med ham, for nu, hvor han har betalt, vil han selvfølgelig yde den bedste service, han er jo ikke tigger, og jeg skal selvfølgelig have, hvad jeg har betalt for, en fuldendt rundvisning: ‘Look, look, this very holy!'” (s. 153)

Læs den!

Lån bogen på bibliotek.dk