de af Helle Helle
157
2018
978 87 638 5762 8
1. udgave
Manieret betyder noget i retning af opstyltet, kunstig, prætentiøs. Og manieret er, hvad Helle Helles “de” opleves som. Øv, for jeg er ellers stor fan af dobbelt-Helle, men denne gang bliver hendes spidsfindige minimalisme altså en tand for søgt.
Lad os snuppe en interiørbeskrivelse: “Sofabordet er vitterlig mahogni, det ruller. Hår og fibre sidder i dets hjulkapsler. Der eksisterer en standerlampe, lyset falder på dagens bunke krummer. Den, der tager det sidste stykke, vasker formen op. Kokosbrød minimeres endeløst, brunsviger. Lyset i vindueskarmen, himlen over svigermors skarpe tunge.”
Formen stjæler fuldkommen fokus fra indholdet. Som læser bliver man mere og mere ligeglad med, hvordan det går med ‘de’ – den 16-årige hovedperson og hendes alvorligt syge mor, der bor i forfatterens yndlingsstad Rødby og griner meget. Hvad de griner ad, forstår man ikke. Hvorfor titlens ‘de’ skal skrives med småt, står heller ikke lysende klart.
Man kløjes i den konsekvente brug af nutid om begivenheder, der er foregået i datid. Sproget er for smart, for blæret, det lefler for den indre dansklærer i alle de halvstuderede røvere, som benovede pløjer sig gennem den højglanspolerede prosa.
Men hvad med de læsere, der ikke rummer en mindre indre dansklærer? Dem, som oprigtigt gerne vil vide, hvad historien går ud på uden konstant at skulle famle sig frem gennem det verbale forhindringsløb indhyllet i et elitært røgslør?
Jeg står ret alene med dette synspunkt, skal tilføjes. Alle andre anmeldere er gået helt i spagat over forfatterens virtuositet. Så læs hellehellere bogen alliwl – måske er jeg bare en dum dreng, der ikke kan få øje på, at kejserinden af det underfundige sprog faktisk HAR noget på.
