Dagmar & Johannes af Pernille Juhl

Pernille Juhls roman Dagmar & Johannes er ikke nem at anmelde.

Man kan næsten ikke nævne noget fra romanen uden at spolere dele af læseoplevelsen for kommende læsere. Romanen er en af Pernille Juhls allerbedste, hvis ikke den bedste, og den byder på et væld af overraskende drejninger, der ikke bør nævnes her.

Cirka halvvejs inde i romanen er der et tipping point, hvor to af romanpersonernes roller byttes om, magtforhold ændres, og læserens egen godhed sættes på en prøve. Vores forestillinger om »ægte kærlighed« og det indpakningspapir, vi pakker disse forestillinger ind i, bliver ridset.

Dagmar & Johannes er en kærlighedsroman med Sønderjylland under Første Verdenskrig som et spændende bagtæppe – eller »Nordslesvig«, som både dansksindede og tysksindede kaldte egnen dengang.

I pressemeddelelsen fra forlaget People’s (der har fjernet ordet »Press« i sit navn) hedder det, at romanen er »inspireret af virkelige hændelser«. Lykkeligvis bruger man her ordet »inspireret«, for med det undgås både en diskussion om den historiske korrekthed samtidig med, at forfatteren har det nødvendige rum til at skabe god litteratur.

Hovedpersonen er den dansksindede sønderjyske kvinde Dagmar, der falder for kvindebedåreren Erik Vildtoft. Kort tid før Første Verdenskrigs udbrud når de at blive forlovet.

Erik bliver ligesom cirka 30.000 andre nordslesvigske mænd indkaldt til tysk krigstjeneste. De bliver endda også gift, og hjemme i Haderslev må Dagmar blandt andet døjes med en svigermor, der er noget af en heks.

Dagmar har kysset sig opad i det sociale hierarki, mener svigermoren, og denne mistænker Dagmar for at være ude efter den fine Haderslev-families moneter.

Andre dele af romanen foregår på Aabenraa-egnen, hvorfra Dagmar stammer. En gammel skolekammerat, Johannes, dukker pludselig op i Dagmars liv og sætter hende i noget af et dilemma.

Romanen er mættet med overraskende scener og uventede drejninger. Pernille Juhl har et flydende sprog og en stærkt bevidsthed om, hvor hun vil hen, og det i en sådan grad, at andre romanforfattere pure må misunde hende.

Sætningerne er enkle, fortællestilen stilistisk sikker, og hun begrænser sit persongalleri, så vi kan holde styr på det. Vi lærer hver enkelt person godt at kende.

Forfatteren holder læseren fast med små tricks, som man næppe bemærker – for eksempel de stille retoriske spørgsmål som små kroge, der får læseren til at gnave sig videre gennem teksten. Vi kommer hurtigt tilbage til bogen, selv om vi skal ud i køkkenet og sætte kaffen over. Ja, romanen kan sluges i én stor mundfuld, hvis det er det, man vil

Måske nogle af hændelserne ikke helt har hold i virkeligheden, men omvendt har den dansk-tyske grænselandshistorie også budt på hændelser, som vi først mente var højst usandsynlige, indtil vi fik at vide, at tingene altså var sket i virkeligheden.

Lån bogen på biblioteket