0 kommentarer

City af Jesper Stein

af d. 5. august 2023
Info
 
Sideantal

376

Udgivet

2023

ISBN

9788740077315

Udgave

1. udgave 1. oplæg

 

Axel Steen, politiagenter, efterretningstjenester, lejesoldater, kriminelle, hævn, tortur, fortiden, familien, ungdom, retfærdighed, sandhed,

City er syvende bind i serien om politimanden Axel Steen, og denne gang spiller fortiden en stor rolle. Lige nu er vi i København, hvor “Paven”, som Alex Steen for år tilbage jagtede i Grækenland, dukker op på Amagerstrand angiveligt for at få en aftale i stand med PET, men ikke alt er som det ser ud og aftalen ligner mere et baghold. Fortiden er Alex Steens ungdom som 14 årig i Aarhus, hvor han døjer med kammeraterne i skolen og i stedet begynder at komme sammen med en ung pige der er indlagt på børnepsyk, hvor hans far er ansat som overlæge. Axel Steen selv er blevet skrivebordsbetjent. Han har været på en del uddannelse og har nu en mastergrad i kriminologi fra Cambridge, med afsæt i den underviser han, og er blevet sat til at være mentor og hjælper for Maj Lund, en kriminalpsykolog, der skal undersøge langtidsfangers reaktionsmønstre over de forbrydelser, de er blevet dømt for, og om muligt hive endnu ukendte oplysninger ud af dem.

Det stillesiddende arbejde er dog ikke lige Alex Steen, og da den tidsbegrænsede stilling som er finansieret af Tryg Fonden er ved at løbe ud, kan han ikke holde sig i ro,  da han fornemmer at “Paven” er i byen, sagen eskalerer og fortiden bliver flettet mere og mere ind i handlingen.

Jeg har altid syntes godt om Alex Steen serien, og denne bog er ingen undtagelse. Jesper Stein skriver så man bliver fanget ind i bogen. Vekselvirkningen  mellem før og nu, bliver mere og mere intens efterhånden som handlingen skrider frem, og er med til at give et mere nuanceret billede af Alex Steen. At vi også oplever en del af handlingen set fra “Pavens” syn er med til at give en større dybde i handlingen. Så endnu en super god krimi som er svær at lægge fra sig.

Jesper Stein (1965) har modtaget De Gyldne Laurbær  i 2015 og Harald Mogensen-prisen for årets bedste danske  krimi i 2018, samt Læsernes Bogpris i 2021. Dette er syvende bog i  serien om Axel Steen. Derudover har Jesper Stein udgivet Rampen (2020)  om sin egen opvækst og forældrenes svære skilsmisse, og Ædru (2022) om  en familiefar, forfatter og alkoholikers misbrugsbehandling.

Bogen er et anmeldereksemplar tilsendt af Politiken, hvilket dog ikke har påvirket min bedømmelse af bogen.

Lån bogen på Bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter