0 kommentarer

Brød : en fortælling fra Spanien og allevegne fra af Martin Andersen Nexø

af d. 22. april 2013
Info
 
Sideantal

21

Udgivet

1973

ISBN

87-87176-63-7

 

Novellen ‘Brød. En fortælling fra Spanien og allevegne fra’ er trykt i Martin Andersen Nexøs debutudgivelse, novellesamlingen ‘Skygger’. Dengang var titlen ‘Brødsælgeren (En markedsscene)’. Novellen blev skrevet i 1896 i Granada.

Soloudgivelsen her er fra 1973 og udkom i anledning af årsdagen for Nexøs fødsel den 26. juni 1869. Den er tryk i 275 eksemplarer hvoraf de 15 findes på biblioteker i Danmark, og alene på grund af det lille oplag er det en følelsesladet fornemmelse at sidde med et eksemplar i hånden.

Novellen handler om en fattig mand, der i håbet om at tjene til dagen og vejen slår sig på brødsalg. Som de andre armodige skabninger begiver han sig af sted til markedspladsen:

“Sol og blå himmel – og en rigdom af frugter, friske, saftige, farverige. Og et kaos af pjaltede skabninger, der trænges og fægter en hel dag som sultne hunde for at tjene ti øre til et brød. Livets ulykkelige elskere; de klamrer sig til hende, og hun vender sig fra dem, som en kokette; de forfølger hende, hun forsvinder.”

Titlens ændring viser tydeligt Nexøs ærinde, at skildre at de fattiges kår er de samme kloden over. Og også i ‘Brød. En fortælling fra Spanien og allevegne fra’ er det tydeligt, at den eneste redning de kan gøre sig håb om, er en smule menneskelighed fra deres omverden. Novellen er et fantastisk tidsbillede og indblik i den ideologi Nexø troede på. Udgavens velskrevne efterskrift placerer novellen i dens historiske kontekst og er sammen med Nexøs billedrige, maleriske sprog med til at banke karakteren op på fem stjerner. ‘Brød. En fortælling fra Spanien og allevegne fra’ er et smukt, næsten lyrisk tidsbillede af en universel problemstilling.

Selv har Martin Andersen Nexø i forordet til en tysk udgave af ‘Soldage’ (1951) skrevet: “Mine rejser i Spanien har skænket mig rige Livserfaringer. Længe før der fandtes Kommunisme, har jeg i Spanien lært de fattiges Kommunisme at kende og gjort den Erfaring, at Kommunisme er ensbetydende med MENNESKELIGHED!”

Lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter