Barnet af Kjersti Annesdatter Skomsvold

Jeg havde høje forventninger til Barnet, forventninger om at finde glæde og genkendelse i velskrevne scener fra et liv med bøger og børn. Så meget desto større var min ærgrelse over ikke at være på bølgelængde med et værk, som jeg tværtimod fandt frustrerende på flere niveauer.

Især er bogens første halvdel gennemstukket af klichéer. Der er barnets blik, “som om han allerede havde set alt, vidste alt, havde kendskab til dele af evigheden.” Det skal lyde dybsindigt, men er ikke ligefrem originalt og så er det desuden eksempel på en gennemgående tendens til dualismer i værket: fødslen er også en død, skabelsen en ødelæggelse, der er lys og der mørke, skov og by. Det er der jo i sig selv ikke noget galt med, men når grebet bruges så indiskret som det er tilfældet her, virker det noget påklistret.

Forfatteren gør hvad hun kan for stylte sproget op. Det gør hun bl.a. vha. af utraditionelle metaforer, som nogle gange er vellykkede andre gange knap så virksomme, og vha. forskellige sproglige omvendingsfigurer, a la “det hjalp ikke at bede Gud om at får lov til at slippe, til sidst var det hende der måtte give slip.” Dem er der mange af, næsten som om denne figur i sig selv indeholdt en poetisk værdi for forfatteren. Som en smutvej til skønhed eller indsigt, der dog sjældent leder til nogle af delene.

I det hele taget er det som om forfatteren anstrenger sig for meget for at sige noget betydningsmættet, poetisk eller tænksomt i hver anden linje og disse hendes anstrengelser bliver for mig netop bare anstrengende. Det er som om Skomsvold forcerer sit projekt. Sprogligt smører hun for tykt på og af hendes betragtninger er for mange skåret i pap i en grad, at læseren ikke efterlades mange huller tilbage at udfylde. Forfatteren har allerede givet svarene på de spørgsmål teksten stiller.

Under læsningen så jeg altså i højere grad forfatteren end værket, og dette er nok min største anke. Teksten levede for mig ikke nok i sig selv, men stod som et produkt af en forfatter, som af alle kræfter søgte at indpode begivenheder og handlinger med tyngde og dybde, og at opløfte dagligdagen til lyrisk prosa. Der angles efter en poetisk tænksom tone, og det giver værket et præg af en forsigtig, om end stadig påtrængende, patos. Det vækkede sjældent andre følelser i mig end mild irritation.

Nu hvor jeg bladrer bogen og mine noter om den igennem igen, mildnes mit indtryk dog. Når Skomsvold bliver konkret er hun god, når episoderne får lov at folde sig lidt mere ud og ikke blot bides af i et af de mange tænksomt tankevækkende, åh-så-poetisk-schwungende retoriske spørgsmål som forfatteren er forfalden til, bliver det faktisk både interessant og rørende. Som det varme portræt af den ældre veninde Edel. Her og andre steder finder man sågar eksempler på en fin underspillet humor og yderst sjældent en let ironiseren over graviditet og kunstnerliv med børn.

Og skønt skildringen af mødet med børnenes far smager lidt for kraftigt af teenageusikkerhed, synes ordene oprigtige, skrevet med en stor og ægte kærlighed.

Lån bogen på biblioteket