Annas sang af Benjamin Koppel

Første halvdel af ”Annas sang” er en charmerende, lidt vidtløftig jødisk folkekomedie fyldt med sjove optrin, latter og gråd, eksotiske personager og lækre jødiske retter i lange baner.

Handlingen lægger ud i København i 1929. Hannah vokser op i den store, musikalske Koppelman-slægt med de stærke jødiske traditioner, bliver ven med fremmelige, etnisk danske Elisabeth og forelsker sig siden i Aksel, en både munter og tænksom ung socialist.

Hannahs fire brødre gifter sig med hver sin shikse (ikke-jødisk pige), og hver gang får mor Bruche et hysterisk anfald. Hun slår, skriger, kaster med husgeråd, truer med selvmord.

“Bruche faldt om på gulvet og skreg, som var hun besat af en dæmon, en dibbuk, der forsøgte at stjæle hendes sjæl og æde hende indefra.”

Moderdyret Bruche er bogens entydige skurk. Enøjet, fanatisk, grisk, krigerisk; underkuer sin godmodige skræddermand Yitzhak, de fire sønner og føjelige Hannah. Bruches dumstædighed forpester familiens liv og har frygtelige konsekvenser i generationer fremover.

Hannah tvinges til at slå hånden af Aksel og må i stedet indgå et traditionelt arrangeret ægteskab med den fordrukne, svigefulde jødiske skræddersøn Franҫois Mandel i Paris.

Herefter er det slut med de hyggelige tableauer. Anden akt af ”Annas sang” er én lang begrædelig affære om Hannahs triste liv med Franҫois og deres tre døtre, med små lykkelige glimt af musik og mad (forfatterens to passioner).

Romanen bygger på den kendte jazzmusiker Benjamin Koppels egen familiehistorie. Han vurderer selv, at tyve procent af stoffet – rammefortællingen – er fakta; resten fiktionaliserede familieanekdoter.

Koppel sniger behjertet forklarende facts ind i historien, så ikke-jødiske læsere forstår de anderledes tanker og skikke – hvilket beklageligvis føles lidt påklistret og hæmmer fremdriften.

“Hun gjorde sig så umage med sit tilegnede sprog, for som for de fleste jødiske immigranter var der en vis stolthed forbundet med at integrere sig så godt som muligt.”

Her er glimrende stemningsbilleder fra et sorgløst København anno dazumal, men Koppel får ikke nok ud af sin research. Vi hører om Liva Weel, men møder hende ikke. Vi er til premiere på Chaplins festlige Moderne Tider og får et fuldkommen humorforladt referat. En sabotageaktion mod en tyskvenlig virksomhed er ikke mere spændende, end hvis det havde handlet om tyveri af en pakke erstatningskaffe. Det samme med familiens flugt til Sverige. Der mangler nerve.

”Annas sang” sætter sig ærgerligt nok mellem to stole. Handlingen føles ikke helt personlig og ægte indlevet, men heller ikke helt fiktiv, sprudlende af løssluppen fantasi. Det er en læseværdig, men lidt beklemt roman, som aldrig letter fuldkommen.