Adriaterhavets dønninger af Lele Vianello

London 1956. Et lig fiskes op at Themsen og politiinspektør Conrad får sagen. Det er brugt en meget speciel og bestialsk mordmetode, som Conrad kender fra sin tid på Balkan. Signalet er tydeligt, den myrdede var tyv, og da Conrad kort efter genkender manden, går hans tanker straks 12 år tilbage, da han deltog i en specialoperation i Jugoslavien under den Anden Verdenskrig

Her var han bindeled mellem partisaner, modstandsfolk og den britiske hær, hvor missonens formål var at overbringe en kasse guld til Titos partisaner. Det går naturligvis ikke efter planen, og følgerne er tragiske på flere niveauer.

Jeg glædes igen ved at E-voke er begyndt at udgive Vianellos værker, hvor vi sidste år fik Argentina, og jeg kommer til at gentage mig selv, for Vianello tegner virkelig godt og effektfuldt i den karakteristiske Pratt stil, blot tegner han i meget større rammer. Jeg kunne ikke lade være med at bladre lidt i mine gamle Corto Maltese album, og jeg havde helt glemt hvor små rammer han brugte, især i starten. Ligeledes udviklede Pratts værker om Maltes sig også i en mere drømmende og fantasyagtig stil, hvilket vi er helt fri for i Vianellos albums.

Hvor jeg fandt Argentina lige ud af landevejen i sin enkle historie, så er Adriaterhavets dønninger en mere knudret fortælling, hvilket bare gør den mere interessant. Jeg måtte læse den to gange, for at være helt sikker på, at jeg havde fattet plottet korrekt, og alligevel har jeg et par spørgsmål, og det kan jeg egentlig godt lide, for det giver en svag fornemmelse af mystik. Jeg kom også til at tænke over titlen, for Adriaterhavet spiller ikke den store rolle, men alligevel har dønningerne sat skub i historien, meget fin detalje E-voke!

Det er både en fortælling om hævn, kærlighed, forræderi og skæbnes lod, og jeg kan godt lide at fortællingen har så mange lag, det giver den mere dybde. Den kan også læses som en krimi, men først og fremmest er det en dramatisk fortælling.

Der er ikke mange fingre at sætte på de sort/hvide tegninger, jeg er helt væk i mange af plancherne. Side 8-9 er verdensklasse opvisning i den sorthvide streg, hvor tegningerne udtrykker alt uden at skulle forklares med irriterende tekst. Vianellos aften/nat billeder er så stilistiske og effektfulde, det ligner nærmest linoleumssnit, og er virkeligt smukt. Ligeledes elsker jeg hans mulige hyldest til Pratt med tilstedeværelsen af måger, og det er så karakteristisk når personerne bliver presset eller skal vise andre følelser, så springer sveden straks fra panden. Herligt!

Jeg er helt bevidst om, at jeg også er styret at det nostalgiske tilsnit, det er som at have genfunden sin glæde ved Corto Malteses eventyr, og jeg må da også indrømme, at jeg kom til at bestille Balladen om det fordømte hav, da jeg sad og ledte efter baggrundsviden om Pratt og Vianello.

En virkelig fin udgivelse!

Anmeldereksemplar!

Lån tegneserien på Bibliotek.dk