0 kommentarer

Åndernes Labyrint af Carlos Ruiz Zafón

af d. 19. juni 2018
Info
 
Sideantal

917

Udgivet

2018

ISBN

978-87-11-53757-2

Originaltitel

El laberinto de los espiritus

Udgave

1. udgave 1. oplag

 

Sommerens must-read!

 Åndernes Labyrint er en selvstændig roman, i serien om ’De glemte bøgers Kirkegård’. I denne bog følger vi Alicia Gris, en handekraftig og stærk kvinde, med en skade fra krigen der volder hende megen smerte og måske gør hende en smule bitter. Hun bliver sat på en større opgave af Rigspolitiet sammen med kommisær Vargas. En fremtrædende minister, Mauricio Valls, er forsvundet sporløst, og de får til opgave at opspore ham og finde ud af hvorfor han pludselig har forladt sin familie. Mauricio møder vi første gang i bogen ’Himlens Fange’ hvor han var fængselsinspektør.

Da det umage par, Vargas og Alicia, tager ud for at undersøge det store hus Mauricio bor i, finder de hurtigt ud af at der er noget lusket ved hans forsvinden. De finder en meget gammel bog, som ser ud til at være en gammel børnebog skrevet af en Mataix, sammen med et brev der beder Valls komme ’til indgangen af labyrinten’.  Bogen viser sig at være meget sjælden og værdifuld. Hurtigt fører sporene Alicia og Vargas til Barcelona. Her bor boghandlerfamilien Sempere,  som man vil være bekendt med hvis man har læst de andre bøger. Historier fletter sig sammen og store intriger og farlige episoder er der massere af. Jeg vil ikke afsløre mere af handlingen, blot fortælle at vi kommer omkring Daniel Semperes mor. Daniel har længe søgt svar og hævn over drabet på sin mor. Han mener Mauricio Valls er indblandet.

Historien er storslået, sproget er til tider kringlet og himmelråbende og derfor er det ikke som en normal kriminalroman man sluger på et par dage. Dog er detektiv-roman nok det bedste bud på en genrebeskrivelse alligevel. Når du er 1/3 inde i bogen, vil du have fanget det lidt storladne sprog og så flyder bogen lidt bedre.

Jeg har glædet mig til hver eneste nye bog i serien om ’De glemte bøgers Kirkegård’ og naturligvis er denne 917 siders afslutning ingen undtagelse og heller ingen skuffelse.  Serien består af ’Vindens Skygge’, ’Englenes spil’, ’Himlens fange’ og så denne sidste store afslutning på fortællingen. Serien er ikke en traditionel roman-serie i den forstand at bøgerne skal læses fra nr 1-4, tværtimod, bør du kunne starte med en hvilken som helst af dem, og læse den selvstændigt. Hovedpersonerne er de samme i alle 4 bøger, men indgangsvinklen og hovedhistorien er forskellig. Har du læst de andre 3, vil du måske mene at der ikke kan være flere afsløringer at komme efter, efter ‘Himlens Fange’. Men der må Zafón for en gang skyld overraske, og man får virkelig fornemmelsen af at det hele falder på plads denne bog.

Lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter