Jeg var et af de der altlæsende børn. Så snart jeg havde knækket læsekoden og fundet ud af, at bogstaverne blev til ord, ordene til sætninger og sætningerne til historier, var jeg solgt. Min dansklærer skaffede mig et lånerkort et par år før, jeg egentlig måtte, og fra da af var jeg en trofast låner. Hver tirsdag og torsdag mellem klokken tolv og fjorten var der åbent på skolebiblioteket, og hver gang stod jeg der med en stak bøger, der var læst, og vandrede derfra med en ny stak, der ikke var. Susybøgerne, Laurabøgerne, Mark Twain og Charles Dickens … Jeg var til det hele og var ligeglad med, om bøgerne var skrevet til børn eller voksne. En bog om dagen blev det til gennem hele min barndom. Med tiden blev jeg mere kræsen, og tempoet er ikke mere helt så hæsblæsende, men jeg læser stadig meget og er faktisk ude af stand til at falde i søvn, hvis jeg ikke har læst en times tid eller to først. Og det skal være skønlitteratur. Fagbøger og biografier læser jeg kun som research, aldrig for fornøjelsens skyld.
Fem bøger, der har sat sig varige spor, er:
1) Det lille hus i den store skov – og alle de andre Laurabøger, af Laura Ingalls Wilder
Den udødelige historie om en nybyggerfamilie i det vilde vesten, komplet med bjørne, patchworktæpper og grumme intriger. Jeg elskede de bøger og har faktisk også læst dem som voksen. Alt, hvad jeg ved om bygning af blokhuse, aftapning af ahornsirup og fremstilling af limonade ved jeg fra Laurabøgerne. Jeg var lykkelig, da først min datter, siden mit ældste barnebarn også slugte hele striben.
Læs en anmeldelse af “Det lille hus i den store skov”.
2) Vinterbørn af Dea Trier Mørch
Udkom netop den vinter, hvor jeg ventede mit første barn og blev indlagt på en svangreafdeling i flere uger. Den blev læst i laser! Tænk, en hel roman om alt det, der skete for mig netop da. Om plukkeveer og fødselskomplikationer og amning og kontroltab. Det var en åbenbaring, intet mindre. Jeg vil påstå, at Vinterbørn forberedte mig bedre til moderskabet end alle de kommunale brochurer og Bogen on Barnet …
3) ABC-mordene af Agatha Christie
ABC-mordene og de øvrige romaner fra Agatha Christies hånd var de første krimier, jeg læste. Jeg var vel en ni-ti år gammel, da jeg så de æggende forsider med dolke og reb og skydere hos en bekendt af familien og tiggede om at få lov at læse dem, selv om mine forældre syntes, jeg var for ung. Fru Christoffersen lod mig låne ti ad gangen, og mit liv som krimifan begyndte. Siden da har jeg læst dem alle flere gange, og Christie er stadig den eneste rigtige krimidronning for mig. Jeg foretrækker definitivt hendes klassiske puslespilskrimier frem for mere realistiske og voldelige actionthrillere. Og så er hendes plots snedigere og mere begavede end de fleste andres.
4) Stolthed og fordom af Jane Austen
Er den roman, jeg vender tilbage til, når jeg trænger til at få renset systemet. Hendes sylespidse personskildringer, hendes præcise og meget vittige dialoger, hendes evne til at beskrive de nære forhold og stramme moralbegreber i en tid, hvor kvinder gennemgående skulle holde deres mund og gemme sig bag gardinerne. Hende får jeg aldrig nok af.
Læs en anmeldelse af “Stolthed og fordom”
5) Æblemostreglementet af John Irving
Er en af de bedste romaner af en af verdens bedste forfattere. Jeg kunne også have valgt en af de andre – Irvings romaner bevæger sig inden for samme tematik med nye vinkler og hænger derfor sammen på kryds og tværs – men historien om de forældreløse børn, der får læst Dickens højt, har sat sig i mig.
Læs en anmeldelse af “Æblemostreglementet”
_______________________________________________________________________________________________________
Om Anna Grue:
Født i Nykøbing Sjælland. Opvokset i Randers og Aalborg.
Uddannet fra Skolen for Brugskunst inden for tegning og grafik. Har arbejdet inden for bladbranchen blandt andet som redaktør for Forældre & Børn og Bazar. Nu fuldtidsforfatter.
Læs mere om Anna Grue på hendes hjemmeside
Se mere om Anna Grue på Bogrummet.
Forfatterfoto: Tor Bagger
_______________________________________________________________________________________________________