Dette er ikke en krimi, antologi af Jens Blendstrup m.m.

Tolv afkriminaliserede spejlinger af kriminalromanen, forfattet af et dusin ganske respektable forfattere: Elleve danskere og en islænding.  Idéen med spejlingerne er god nok, for som Bo Tao Michaëlis skrives i forordet, ‘der udgives alt for mange krimier, der burde være blevet i skrivebordsskuffen’. Den skabelonagtige, kunstigt konciperede krimi, hvor der skrives ud fra en bestemt metode, den må aflives, vendes på vrangen og rystes; der må ryddes op i litteraturen, for den gode kriminallitteratur findes, der bare er alt for godt gemt.

Torben Munksgaards “Private Ribeye” indleder, hvor vicekommisær Tor Munk(!) fortærer en steak der hurtigt sætter fart i hans galloperende tarmsystem. Munk falder fysisk fra hinanden mens forfatteren undersøger hvad der gemmer sig inde i en krimi. Der arbejdes på et litterært højt niveau og billedsproget er voldsomt og digterisk. Munk er på stationen for at afhøre en ung mand, hvis kæreste er forsvundet. Den unge mand viser sig at være digter, og hans skriverier har det med at påvirke virkeligheden. Det er jo næsten Svend Åge Madsensk, og Madsen er da også klar med den næste fortælling: “Det her er ikke nogen fortælling”, hvor en journaliststuderende sendes på praktik i landsbyen Gørlev. Som ugeavisens ansvarlige for kriminalstof skal den unge, naive krimifan skrive om alt det der sker i Gørlev, hvor kriminaliteten er på et nul. Og dog, for for hundrede år siden giftede en rig jordejer sig med et lig, men siden er der intet kriminelt sket. Den geskæftige journalist in spe ser hurtigt bag om hverdagens trivialiteter, og snart er de to oldfruer hun er indlogeret hos, i virkeligheden et lesbisk nymfomanpar der udnytter byens småpiger når de kommer til systue en gang i ugen. På kroen er de tre faste kortspillere drivkrafterne bag byens mafia; over kortspillet træffes afgørelser om liv og død. Og da en far har skældt lidt for kraftigt ud på sin datter er han selvsagt pædofil tyran.Typisk Madsen at gribe en udfordring som denne og vende alt på hovedet. Det samme gør Jens Blendstrup, der ligesom Madsen også rummer en del kærlig humor.

Lars Frost skal have ros for sin åbenlyse dekonstruktion hvor teksten er brudt op i spalter for hver person, der så kan fremsætte sine replikker og indre monologer. Frost tager konsekvensen af sin dekonstruksion og lader sin opbygning med tre uafhængige dødsfald på Christiansborg ende uforløst med sin egen refleksion over hvordan han som 10-årig gættede med når tv viste ‘Colombo’.

Flere noveller rammer meget høje litterære niveauer, – men rammer samtidig ved siden af når det gælder om at danne en slags forbindelse til ordet krimi. Indslaget der måske rammer mest ved siden af er samtidig også det der skiller sig mest ud: Einar Már Gudmundssons erindringsglimt “Nekrolog over Joe Allard”. I 1994 blev der på den amerikanske militærbase ved Keflavik afholdt et litterært komsammen, på foranledning af Joe Allard, en universitetslektor med speciale i litteratur, og samtidig en mand der havde kæmpet for at få Gudmundsson udgivet i både England og USA. Allard inviterede Gudmundsson og Bragi Olafsson til militærbasen og da Gudmundsson var dybt alkoholiseret, var det hele ved at ende med en amerikansk militærdomstol. Ekstremt underholdende.

Det var de bedste indslag, men indsat i en helhed fungerer det ikke. Dertil løber de 12 noveller i for forskellige retninger, og der er også flere hvor det er uklart hvad forfatteren vil med teksten.

Lån bogen på biblioteket