Laterna magica af William Heinesen

Heinesen var 85 da han skrev novellekredsen ‘Laterna Magica’, hvor vi møder al slags skøre og sære færinger, hvoraf enkelte personer optræder som hovedpersoner et sted, for før eller siden at spille med i mindre roller.

Cyklussen rummer beretninger om kærlighed, både den lykkelige og den ugengældte, sorg, død, konflikter og ‘stor ensomhed’, som det hedder ved introduktionen af novellen ‘Stive Stine’. Stine sidder i sit køkken i spisekrogen og våger ud gennem vinduet efter sin mand. Hun har udsigt til havnen, og venter på det skib der skal bringe ham hjem. Mens alle andre har indset, at hendes mand er for længst er død, venter Stine med stoisk ro. Selv da hun får besked om at han er gået bort, fortsætter hun sin ensomme vagttjeneste i køkkenet.

Morsommere er konflikten mellem Thorshavns to store kapitalister, Konrad P. Olsen og hans konkurrent Lyder. Disse to mænd, der i øvrigt også er blodsforbundne, idet de er fætre, ejer store stykker land der støder op til hinanden. I stengærdet der ligger mellem grundstykkerne, er der indlagt en sagnomspunden Lykkesten, der angiveligt skulle være umulig at løfte. Gærdet tilhører Olsen, men det lykkes Lyder at så tvivl om hvem der har ret til Lykkestenen. I bedste eventyrstil bygger Heinesen konflikten op, og midt i det hele forsvinder stenen sporløst, hvad der nærmest tager livet af de to fætre. De barokke hændelser om Lykkestenen og det afsluttende gadespektakel om afprøvningen af den ny brandsprøjte hører til novellecirklens (eller romancyklussens) morsommere indslag.

Heinesen har store overraskelser i ærmet i ‘Balladen om Bøledrengen’, hvor han på trods af novellens lovende kærlighedspagt mellem Bøledrengen og dennes udkårne, tidligt advarer om at der ikke venter en lykkelig slutning. En slutning, der, selvom man er blevet behørigt advaret, alligevel er ligeså uventet som den er genial. Eller som i ‘Syndefaldet’ hvor fire mænd sidder på den lokale og spiller kort, alt mens vi får deres ægteskabelige problemer ridset op. Her tegner Heinesen effektive portrætter af både ægtemænd og deres ret usædvanlige koner, og lader personforholdene udvikle sig på overraskende vis, hurtigt og dødeligt.

I det hele taget skal Heinesens evne som portrættør fremhæves. Han kan noget af det samme som Einar Már Gudmundsson, og læsere af sidstnævnte vil helt sikkert nyde den opfindsomme færing. Samtidig understreger han flere gange at selvom vi er på et ganske lille sted langt fra kontinentet, skal livets store dramaer netop findes i de små hændelser, og viser dermed at verdens store spektakler ikke er vigtigere eller væsentligere end det der sker på en lille klippeknold.

Heinesen viser sig som en sprogets troldmand, der kaster om sig med både sjældne fremmedord og ældgamle vendinger hvorfor læsningen aldrig bliver på autopilot. Ret usædvanligt, og man mærker at her er en dreven forfatter med en del år på bagen. Usædvanligt er det også at forfatteren, der var billedkunstner, selv har stået for både forside samt de friser der ledsager hver novelle. Man får mere end ‘bare’ en bog; Heinesen leverer en gennemtænkt og fuldendt pakke.

Lån bogen på biblioteket